Aalborg Universitetsroere slog to verdensrekorder

Aalborg Universitetsroere slog to verdensrekorder

Aalborg Universitetsroere slog i weekenden begge de verdensrekorder, de havde sat sig for at slå. Det skete midt i Salling i Aalborg, hvor der var fuld opbakning fra både tilskuere, Aalborgs borgmester og universitetsdirektøren.

Roning i verdensklasse. Det kan man vidst roligt kalde den indsats, Aalborg Universitetsroere præsterede i weekenden d. 4. og 5. marts, da de ikke bare slog én men hele to verdensrekorder i roning.

Kvinderne slog verdensrekorden i 100.000 meter roning med hele 20 minutter og sluttede med tiden 5 timer og 16 minutter. Herrerne skulle ro så lang en distance som muligt på 24 timer, og de nåede 517.375 meter og slog dermed den gamle rekord med 5000 meter.

Rekordforsøgene kunne følges på livetransmission på nettet, og i løbet af weekenden var der i alt 7000 seere fra 23 forskellige lande, der så med.

- Fantastisk flotte præstationer af begge hold. Et stort tillykke til jer og jeres hjælpende teams med verdensrekorderne, skriver universitetsdirektør Antonino Castrone på universitetsroernes Facebook-side.

Da herrerne havde roet de sidste meter præcis et døgn efter, de begyndte rekordforsøget, stod dekanen fra det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Lars Hvilsted Rasmussen, klar til at lykønske de glade men udmattede roere. Han har i anledningen af de nye verdensrekorder også inviteret universitetsroerne til middag på universitetet.