AAU-forsker følger kunstens indtog i folkeskolen

AAU-forsker følger kunstens indtog i folkeskolen

Der er et stort læringspotentiale i et tættere samarbejde mellem kulturens udøvere og folkeskolens lærere og pædagoger. Præcis hvordan mulighederne udnyttes, og hvilke udfordringer der kan opstå, skal et nyt forskningsprojekt nu afdække i samarbejde med ni fynske skoler.

Hvordan kan folkeskolen og kulturen arbejde sammen om at fremme børns kreativitet, trivsel og lyst til læring? Det skal et nyt forskningsprojekt på Aalborg Universitet (AAU) forsøge at give svar på.

Projektet, som har titlen ’Kulturens laboratorium’ og ledes af lektor og forsker i æstetiske læreprocesser Tatiana Chemi fra Institut for Læring og Filosofi, skal afdække udfordringer og muligheder i samarbejdet og skabe viden om, hvordan de to verdener – folkeskolen og kulturen – bliver frugtbart. Det sker på baggrund af folkeskolereformen, der bl.a. opfordrer til, at undervisningen i skolerne skal være mere kreativ – gerne med inddragelse af lokale kunstnere og kulturinstitutioner.

I projekt ’Kulturens laboratorium’, der er sat i gang af Kulturregion Fyn, har et antal lærere på ni fynske skoler indgået aftaler med kunstnere og kulturinstitutioner om at skabe fælles aktiviteter, hvor kunstens virkemidler som f.eks. æstetik, sanselighed, følelser og krop drages ind. Tatiana Chemi har gennem mange år forsket i sammenhængen mellem kunst og læring, og hun mener, at det danske uddannelsessystem har brug for en meget tættere tilknytning til kunsten.

- Kunsten er i sig selv et stimulerende læringsmiljø, hvor børn kan øve sig i såvel logisk som kreativ tænkning, i såvel skabelse som refleksion. Det er innovative kompetencer, som vores samfund har rigtig meget brug for. Den kan hjælpe dem med at udtrykke sig mangfoldigt og forholde sig empatisk til verden – og få flere intelligenser i spil. Mange undersøgelser har vist, at kunstnere kan give rigtig meget til lærernes og pædagogernes arbejde, hvis man får skabt de rigtige rammer for samarbejdet, siger Tatiana Chemi.

Stort læringspotentiale

Danmark er bagud på området i forhold til de andre nordiske lande. Tatiana Chemi er derfor meget glad for, at folkeskolereformen – som en del af ’Den åbne skole’ – lægger op til at inddrage kulturens og kunstens verden.

- Der er et stort læringspotentiale i sådan et samarbejde, men det forudsætter en åbenhed og interesse for at give plads til hinandens professionalisme og lære af hinandens traditioner. Det er ikke så nemt, som det kan lyde. Erfaringerne viser, at der kan opstå mange misforståelser og bump på vejen. Til gengæld kræver det ikke et bestemt fagfelt hos de involverede. Alle folkeskolens fagområder kan have glæde af at integrere kunstens virkemidler, og alle kunstarter kan bidrage til læring, trivsel og kreativitet, siger Tatiana Chemi.

De ni partnerskaber i ’Kulturens Laboratorium’ skydes i gang tirsdag 5. april 2016 med en udviklingsworkshop for alle involverede. Tatiana Chemi indleder den fælles workshop med et oplæg om værdien af æstetiske læreprocesser, hvor der er fokus på evnen til fordybelse, undersøgelse, leg og mulighed for at begå fejl.

- Disse evner og forståelsen af, at fejl er nødvendige for at blive klogere, er forudsætningen for, at folkeskolen kan bidrage til at fremme idérigdom og innovation hos kommende generationer. Ikke kun hos børn og unge, der vil være kunstnere, designere eller kunsthåndværkere, men også hos dem, der gerne vil være selvstændige eller udvikle nye tanker, produkter eller processer.  Evnen til at bruge kunstneriske processer og kulturelle oplevelser i alle livets aspekter og i skolens almene fag styrker menneskets evne til at tænke kreativt, være nysgerrig og tilegne sig viden, slutter Tatiana Chemi.

’Kulturens Laboratorium’ afsluttes i juni 2017 med en konference, hvor resultaterne vil blive præsenteret.

 

Yderligere oplysninger

Lektor Tatiana Chemi, tlf.  2239 3546, e-mail: tc@learning.aau.dk