Stem på Årets Forskningsresultat
Det er nu muligt for alle at deltage i videnskab.dk’s afstemning, og der lukkes for stemmer den 28. marts, hvor vinderen vil blive udpeget den 25. april.
Historien om Jordens kvælstofkredsløb skal skrives om. Sådan lyder titlen på forskningsresultatet, de tre forskere fra Center for Microbial Communities på Aalborg Universitet publicerede sidst i november 2015. Forskerne hedder Rasmus H. Kirkegaard, Per H. Nielsen ogMads Albertsen, og deres forskningsresultat er så væsentligt, at det er indstillet til prisen Årets Forskningsresultat 2015.
AAU-forskerne har afsløret, at en enkelt bakterieart kan varetage hele nitrifikationsprocessen, hvor ammonium omdannes til nitrat. Det er stik imod, hvad der hidtil har været antaget, og deres fund har stor indflydelse på centrale områder som klima, landbrug, drikkevand og rensning af spildevand.
- Denne opdagelse gør, at lærebøgerne skal skrives om. Alle lærebøger fra gymnasium til universitet beskriver, at nitrifikationen er en totrinsproces – og det behøver den altså ikke at være, sagde Mads Albertsen, da resultatet blev offentliggjort i november.
Den banebrydende afsløring om kvælstofkredsløbet har altså ført til nomineringen til prisen, hvor ni andre forskningsresultater også er indstillet. Det drejer sig blandt andet om fundet af et malariaprotein, der måske kan behandle kræft og en undersøgelse af cellers hukommelse ved celledeling.
Mads Albertsen modtog ved AAU's årsfest sidste år Spar Nord Fondens Forskningspris på 250.000 kroner for sit arbejde med at fjerne fosfor fra spildevand i forbindelse med sin ph.d.-afhandling.
En vigtig videnskabelig anerkendelse
Hvert år uddeler det videnskabelige nyhedssite Videnskab.dk den prestigefyldte pris Årets Forskningsresultat. Videnskab.dk skriver på deres hjemmeside, at prisen er blevet til for at hædre og anerkende de fremragende, danske forskningsresultater, der hvert år bliver produceret. Alle kan indstille deres forskningsresultat til prisen, hvor Videnskab.dk med faglig bistand udvælger de ti bedste.
Herefter er det hele op til læserne, der skal stemme om det mest banebrydende, nyskabende eller ligefrem dagsordensættende forskningsresultat. Prisen er blevet uddelt siden 2008, hvor alt fra elektriske stød som sclerosebehandling, iskerneboringer og effektivisering af landbruget har fået den eftertragtede titel som Årets Forskningsresultat.
Yderligere information
Læs mere om forskningsresultatet her
Læs mere om alle ti nominerede forskningsresultater
Professor Per Halkjær Nielsen, Institut for Kemi og Biovidenskab, phn@bio.aau.dk, tlf. 2173 5089.
Postdoc Mads Albertsen, Institut for Kemi og Biovidenskab, ma@bio.aau.dk, tlf. 2293 2191.