En nydannet AAU-samarbejdsgruppe blev for nyligt bedt om indspil til en ny dansk strategi for forskning, innovation og uddannelse i og omkring Arktis.
Styrelsen for Forskning og Innovation under Uddannelses- og Forskningsministeriet arbejder i øjeblikket på en ny arktisk strategi og besøgte i den forbindelse samarbejdsgruppen AAU Arctic, der samler universitetets arktiske forskning i et tværfakultært samarbejde. Formålet var at skabe dialog om muligheder og udfordringer forbundet med arktisk forskning.
- Det sikrer, at vi skriver en strategi, som bliver aktuel og relevant for de institutioner, som strategien skal være til gavn for. Selvom vi har en åben dialog, efterspørger vi konkrete forslag til indsatsområder. Det var vores oplevelse ved besøget på AAU, at der blev lyttet til og responderet på vores åbne spørgsmål, siger Frej Dichmann, der er specialkonsulent hos Styrelsen for Forskning og Innovation og deltog i mødet med AAU Arctic.
Samarbejde og opgradering af uddannelser
Til mødet indledte repræsentanterne fra styrelsen med at introducere baggrunden for selve strategien, herunder økonomien. Efterfølgende kunne de i alt seks deltagere fra AAU Arctic, hvor både det Humanistiske, Samfundsvidenskabelige og Teknisk Naturvidenskabelige Fakultet var repræsenteret, komme med input.
Blandt hovedpointerne var der, at det er vigtigt, strategien lægger op til tæt samarbejde med de lokale partenere og fokus på tværfaglighed. Desuden blev det nævnt, at der er brug for en uddannelsesopgradering i form af uddannelse af danske studerende i arktiske forhold og uddannelse samt videreuddannelse af studerende og medarbejdere i Grønland og Arktis.
Henrik Halkier, der er dekan på det Humanistiske fakultet og medlem af AAU Arctics styregruppe var med til mødet og er meget tilfreds med, at AAU bliver inddraget i udarbejdelsen af den arktiske strategi.
- Det viser, at ministeriet værdsætter vores input. Der blev diskuteret mange gode idéer, og mødet var gennemgående nyttigt for både os og styrelsen, siger Henrik Halkier.
Mere fokus på arktisk forskning
De andre danske universiteter har oprettet lignende tiltag som AAU Arctic – såkaldte centre. Alle disse centre er medlem af Forum for Arktisk Forskning, der skal sikre samarbejdet og koordineringen mellem dem.
Det skal ifølge Styrelsen for Forskning og Innovation være med til at skabe større effekt og synlighed af forskningsaktiviteterne på det arktiske område. Derfor har styrelsen taget alle medlemmer af Forum for Arktisk Forskning, herunder AAU Arctic, med på råd, for at sikre kvaliteten og relevansen af den kommende strategi.
Strategien bliver udarbejdet hen over første halvår af 2016, og forventes færdig i 2. halvår af 2016.
Yderligere oplysninger
Stine Printzlau Vester, tlf. 99 40 97 29, mail spv@adm.aau.dk