AAU satser millioner på lysende forskningstalenter

AAU satser millioner på lysende forskningstalenter

Mens Det Frie Forskningsråd lukker to støtteordninger for yngre forskere på grund af nedskæringer, afsætter Aalborg Universitet 48 millioner til et nyt talentplejeprogram for universitetets egne forskertalenter. Programmet forventes gentaget i 2017 og 2018.

Et nyt talentplejeprogram på Aalborg Universitet (AAU) skal sikre, at organisationens lovende yngre forskertalenter udvikler sig til stærke, kompetente forskere og forskningsledere. Programmet, der har et budget på 48 millioner fordelt over tre år, kommer på et tidspunkt, hvor Det Frie Forskningsråd netop har meddelt, at det på grund af regeringens nedskæringer på forskningsmidlerne lukker to støtteordninger rettet mod netop yngre forskere.

AAU’s talentplejeprogram er en del af universitetets strategi for årene 2016-2021, som bl.a. indebærer en styrket indsats for talentudvikling på forskningsområdet. I første omgang får 16 yngre AAU-forskere gavn af midlerne i programmet.

De 16, som udvælges bl.a. ud fra potentialet for forskningsmæssigt gennemslag og nybrud, får hver tildelt op til en million kroner årligt i tre år til at modne sin forskningside og udvikle sig som forskere. Pengene kan bl.a. bruges til at ansætte ph.d.-studerende eller akademiske medarbejdere, indkøbe udstyr, deltage i konferencer eller tage ophold ved universiteter i udlandet. Derudover skal forskertalentet gennemgå en forskerlederuddannelse i forløbet.

Deltagerne i talentplejeprogrammet vil under hele forløbet få individuel rådgivning om karrieremuligheder og hjemtag af eksterne forskningsbevillinger.

- Universiteternes forskning er i stigende grad afhængig af ekstern finansiering. Men de yngre forskere kan have vanskeligt ved at opnå den første større forskningsbevilling, fordi de mangler erfaring, netværk og et cv, som gør det muligt. Derfor er det er afgørende, at vi understøtter dem og giver dem mulighed for at udvikle sig som forskere og som forskningsledere. De er jo vækstlaget – og dermed fremtiden – i dansk forskning, siger AAU’s rektor, Per Michael Johansen.

De 16 deltagere i talentplejeprogrammet udvælges sidst i juni efter indstilling fra et internt bedømmelsesudvalg. Det forventes, at programmet gentages i både 2017 og 2018 – med tilsvarende budgetter og antal deltagende forskertalenter.

 

Yderligere oplysninger:

Rådgiver Bo Jeppesen, tlf. 6140 4061, e-mail boje@adm.aau.dk