De studerende får større fleksibilitet og mere ansvar for eget studieliv, efter at Aalborg Universitet (AAU) i denne uge ændrede sine interne regler i forbindelse med, at Folketinget vedtog en justering af fremdriftsreformen. Ændringerne indeholder samtidig elementer, som sikrer den unikke studiefremdrift på universitetet. AAU-studerende gennemfører deres uddannelser på stort set normeret tid. På landsplan overskrider universitetsstuderende i gennemsnit studietiden med over et år.
Blandt ændringerne på AAU er, at studerende nu ikke længere obligatorisk skal tilmeldes fag og prøver svarende til et fuldt studieår. Det forventes dog stadig, at de studerende læser på fuld tid, og der er stadig et obligatorisk krav om tilmelding til kandidatuddannelsernes 4. semester for studerende, som alene mangler at bestå specialet.
De studerende bliver også automatisk tilmeldt 1. prøveforsøg uden mulighed for at afmelde sig, hvis de er tilmeldt undervisning. En intern analyse har nemlig vist, at de studerende har større chance for at bestå eksamen, hvis den finder sted i umiddelbar forlængelse af undervisningen. Til gengæld kan de studerende i tilfælde af reeksamen selv vælge, hvornår de vil melde sig til 2. og 3. prøveforsøg til forskel fra tidligere, hvor de studerende automatisk blev meldt til 2. prøveforsøg i samme eksamenstermin.
De nye regler for, hvordan fremdriftsreformen skal udmøntes på AAU, er fremkommet i et samarbejde mellem studerende, studierne og universitetets administration og ledelse.
- Det har været vigtigt for os at sikre, at vores studerende fortsat studerer på fuld tid og gennemfører deres studier på stort set normeret tid. Men vi har kunnet konstatere, at de udefrakommende ministerielle regelsæt ikke har haft nogen effekt på de studerendes fremdrift. De gennemfører stadig stort set deres studier til tiden. Så vi har i stedet kigget på hvilke tiltag hos os, der virker ansporende for de studerendes studieintensitet og lavet et regelsæt, som passer bedre til vores studerende og vores undervisningspraksis, siger AAU’s prorektor for uddannelse, Inger Askehave.
Hun tilføjer, at de justerede regler samtidig vil betyde mindre administrativt arbejde for universitetets ansatte.
Hos de studerende på AAU er der også stor tilfredshed både med de nye regler og med processen, som har ført til dem.
- Vi har haft en rigtig god dialog. Vi har oplevet, at universitetet deler mange af vores bekymringer, og i bund og grund er vi jo alle interesseret i, at vi studerende får lært noget og kommer igennem studierne på normeret tid. Så jeg er meget tilfreds med resultatet. Det betyder, at vi studerende – igen – får ansvar for egen læring, siger Rasmus Slot, studenterpolitisk ordfører ved Studentersamfundet ved AAU.
Enkelte dele af de nye regler er endnu under udarbejdelse. Bl.a. vil universitetet fastsætte regler for, hvornår der kan gives dispensation fra det obligatoriske tilmeldingskrav til kandidatuddannelsernes afsluttende semester. Det forventes, at de justerede regler træder i kraft 1. september 2016 for alle studerende på AAU.
Yderligere oplysninger
Studiechef Lone Vestergaard, tlf. 2094 1653, e-mail lov@adm.aau.dk
Studenterpolitisk ordfører Rasmus Slot, Studentersamfundet, tlf. 2895 9190, e-mail politik@studentersamfundet.aau.dk
http://www.studerende.aau.dk/fremdriftsreformen/