Dansk-amerikansk netværk sætter ny global forskningsdagsorden indenfor telesundhed

Dansk-amerikansk netværk sætter ny global forskningsdagsorden indenfor telesundhed

Hvordan får vi hurtigere udbredt telesundhedsteknologier og -programmer, så vi får skabt lighed i sundhed, får udnyttet sundsvæsenets ressourcer bedst muligt, og hvordan sikres en effektiv brug af forskningsmidler i en international sammenhæng inden for telesundhed? Det er nogle af de spørgsmål, som forskere fra Danmark og USA mødes for at drøfte på Aalborg Universitets campus i København.

Forskere fra førende amerikanske og danske universiteter og hospitaler inden for telesundhed mødes i dagene 29.-31. marts til workshop i regi af netværket Transatlantic Telehealth Research Network (TTRN), som lektor Birthe Dinesen fra Aalborg Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet er initiativtager til. Workshoppen har to overordnede formål:

1) At præsentere en 12-punkts forskningsagenda for at udbrede teknologier indenfor telesundhed og kronisk sygdom globalt.
2) At søsætte nye telesundhedsteknologiske forskningsprojekter på tværs af Atlanten.

Lektor Birthe Dinesen fra Aalborg Universitet ser frem til at erfaringsudveksle med amerikanske kolleger:

- Vi kan lære meget i Danmark om organiseringen og implementeringen af telesundhed i storskala fra Californien, så vi kan undgå typiske sten på vejen ved udbredelsen af de nye telesundhedsteknologier og services. Vi skal lære af udlandet og samtidig tilpasse telesundhedsteknologierne til en dansk kontekst, siger lektoren.

Amerikanske erfaringer

En af de erfarne inden for udbredelsen af telesundhedsteknologier er Dr. Thomas Nesbit, ansvarlig for Center for Health and Technology, University of California og Davis Health System. Han er en af pioneerne inden for test og implementering af telesundhedsteknologier i Californien, hvor over 800 klinikker og hospitaler er samlet i et telesundhedsnetværk, som i dag yder telemedicinske konsultationer mellem hospitaler og hospitaler og sundhedsklinikker imellem.

- 20 års erfaringer med innovation af telesundhedsteknologier i Californien har vist os gevinsten ved at arbejde sammen om udforskning og evaluering af de nye telesundhedsteknologier og services både nationalt og internationalt, fortæller Dr Thomas Nesbitt ansvarlig fra Center for Health and Technology, University of California og Davis Health System.

Rokker ved hidtidig praksis

TTRN foreslår, at der forskningsmæssigt bliver udviklet stratificeringsværkstøjer ift at matche patienter med de rette teknologier, idet fremtidens patienter ønsker et personaliseret sundhedsvæsen. Der er også behov for at udforske, hvordan nye intelligente teknologier, der kan overvåge en patients sundhedstilstand, kan integreres i patientens eget hjem samtidig med, at der skal findes redskaber til at identificere patienternes sundhedskompetencer med brug af ny teknologi. Den nye teknologi rykker hele tiden ved, hvordan sundhedsvæsnet hditil har organiseret arbejdet, og der er brug for at forske i, hvordan vi kan have mere fleksible organisationsformer og medarbejdere, som er parate til at tilpasse teknologierne til det kliniske arbejde.

Danmark er i gang med at udbrede telesundhed i storskala indenfor KOL, psykiatri og sårbehandling.

Kontakt/yderligere information:

Program for workshoppen: http://www.futurepatient.dk/ttrn/program/

Onsdag den 30. marts samles over 60 deltagere - virksomheder, forskere og sundhedsprofessionelle fra USA og Danmark - på Aalborg Universitet campus København. Der vil være mulighed for pressen at deltage i dagens program eller komme forbi og foretage interviews med førende internationale forskere inden for telesundhed.

”Transatlantic Telehealth Research Network” (TTRN) har til formål at samarbejde om forskning inden for telesundhed og telerehabilitering inden for kroniske sygdomme. TTRN er et netværk mellem Center for Information Technology Research in the Interest of Society (CITRIS), UC Berkeley, UC Davis Health System, Cleveland Clinic, Center For Connected Health, Harvard Medical School, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet (AAU), Århus Universitet, Danmark Tekniske Universitet (DTU), Syddansk Universitet, Center for Innovative Medical Technologies (CIMT) og Odense Universitetshospital.

Lektor Birthe Dinesen, Leder af Laboratoriet for Velfærdsteknologi – telesundhed og telerehabilitering, SMI, Institut for
Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet. Email  bid@hst.aau.dk. Mobil: +45 20515944