Dansk kystturisme skal løftes med nye former for oplevelser

Dansk kystturisme skal løftes med nye former for oplevelser

Forskere fra Aalborg Universitet leder et nyt projekt om dansk kystturisme, som Innovationsfonden netop har investeret 6 millioner kroner i. Hvordan udvikles stedsforankrede og konkurrencedygtige udendørstilbud, som appellerer til aktive turister på nær- såvel som fjernmarkederne? Hvordan omsættes de kulturelle og kulinariske potentialer, som danske kystbyer besidder, til oplevelsestilbud af internationalt format? Dette er blandt de spørgsmål, som det nye projekt vil adressere.

Over de seneste ti år har dansk kystturisme befundet sig i et konkurrencefyldt marked i rivende udvikling, og den internationale efterspørgsel efter kystferier i Danmark har været for nedadgående.

Manglende innovation er én af forklaringerne på, at dansk kystturisme har tabt markedsandele. Dette bunder dels i en mangel på detaljeret viden om efterspørgselsmønstre. Dels i en erhvervsmæssig struktur karakteriseret ved geografisk spredte og løst forbundne lokale entreprenører, som kun i begrænset omfang får del i den markedsrelevante viden, som trods alt eksisterer.

Hvordan finder vi intelligente måder at indsamle viden om forskellige typer af kystturister, og hvordan får vi delt denne viden og omsat den til innovative oplevelsestilbud, som appellerer til internationale markeder? Helhedsorienterede løsninger, som går på tværs af destinationer og sektorer, er blandt byggestenene i projektet InnoCoast. Disse vil bidrage til at reducere den skæve sæsonfordeling og dermed gøre kystturisme økonomisk bæredygtigt for lokale entreprenører såsom kajakudlejeren, feriecenteret og den lokale fødevareproducent.

- Der er et antal små virksomheder, som ikke er særligt godt forbundne. De har typisk ikke ressourcerne til på egen hånd at undersøge deres markeder. Derfor er det vigtig, at de får del i denne viden og bliver forbundet i nogle netværk, siger Anette Therkelsen, lektor på Institut for Kultur og Globale Studier ved Aalborg Universitet.

Projektet InnoCoast har således til formål at generere forskningsbaseret viden, som vil bidrage til lokale virksomheders oplevelsesinnovation inden for natur-, kultur- og fødevareturisme.

Projektet har en flerstrenget tilgang til innovation og fokuserer således på, hvordan turistoplevelser skabes i samspil mellem turister, turismeaktører og offentlige myndigheder.

InnoCoast har modtaget en økonomisk løftestang af Innovationsfonden, og projektet vil resultere i nye forretningsmodeller, netværk og forslag til oplevelsesdesign, som vil fremme udviklingen af natur-, kultur- og fødevareturisme. Herunder vil der komme forslag til, måder hvorpå lokale entreprenører kan udnytte deleøkonomien og digitale løsninger.

Ved at nytænke samarbejdet mellem offentlige og private aktører såvel som forskere vil InnoCoast muliggøre skabelsen af værdiskabende klynger på tværs af sektorer og et diversificeret oplevelsesudbud i danske kystområder.

Samfundspotentiale:

Projektet InnoCoast har til formål at søge at øge indtjeningen blandt de små forretningsdrivende. Derudover vil man gerne øge antallet af turister generelt samt antallet af nationaliteter, der vælger kystdanmark som destination. I dag er det især skandinavere og tyskere, som danske kystdestinationer har tag i. Midlet er stærkere netværk inden for turisterhvervet samt nye typer af oplevelsestilbud.

 

Kontakt:

Projektleder:
Aalborg Universitet, 9220 Aalborg Ø, Lektor, Anette Therkelsen, at@cgs.aau.dk, 9940 9139 / mob. 2497 2212


Partnere:

Dansk Kyst- og Naturturisme, 9440 Aabybro, Teamleder, Jacob Larsen, jkl@kystognaturturisme.dk, 5168 5345

Copenhagen Business School, 2000 Frederiksberg, Lektor, Ana Maria Munar, amm.int@cbs.dk, 3815 2538

Roskilde Universitet, 4000 Roskilde, Professor, Jon Sundbo, sundbo@ruc.dk, 4674 2161

Syddansk Universitet, 6000 Kolding, Professor, Anne-Mette Hjalager, hjalager@sam.sdu.dk, 6550 4220

VisitDenmark, 2300 København S, Lars Erik Jønsson, lej@visitdenmark.com, tlf: 32889900/ mobil: 20666821

Center for Regional- og Turismeforskning, 3730 Nexø, Direktør, Lene Andersen, lfa@crt.dk, 5644 0022

Feriehusudlejernes Brancheforening, 1160 København K, Direktør, Carlos Lassen, info@fbnet.dk, 9630 2244

 

FAKTA:

Innovationsfondens investering: 6 millioner kr.
Samlet projektbudget: 8,3 millioner kr.
Varighed af projektet: 3 år

Projektets officielle titel: Innovation in Coastal Tourism: Co-creating Competitive Experiences (InnoCoast)