Dansker skal fordele Big Data-millioner i Schweiz

Dansker skal fordele Big Data-millioner i Schweiz

Kendt dansk it-professor skal stå i spidsen for en stor schweizisk satsning på forskning i Big Data. Professor Christian S. Jensen fra Aalborg Universitets Institut for Datalogi er udnævnt til præsident for styrekomite, som skal fordele 172 millioner kroner til nye projekter de kommende år.

Det er det nationale forskningsråd Swiss National Science Foundation, der har udset sig lederen af AAU’s Center for Data-intensive Systemer som topfigur i forskningsprogrammet NRP 75 Big Data. I det indflydelsesrige hverv får Christian S. Jensen ansvar for et budget på 25 millioner schweizerfranc (172 mio. kr.).

- Formålet er at udvikle nye teknologier, der drager fordel af de enorme mængder data, som er tilgængelige. Schweiz har et glimrende udgangspunkt for at få en ledende rolle takket være en højtuddannet befolkning, en veludviklet infrastruktur og et enestående forretningsmiljø, siger Christian S. Jensen.

Timingen er også rigtig, fordi to stærke tendenser har bragt Big Data på alles læber og givet erhvervsliv, myndigheder og medier et forventningsfyldt fokus:

- For det første er mængden af data eksploderet: 90 procent af alle nuværende data er ifølge et industriskøn skabt i de seneste to år. Noget tilsvarende er aldrig før sket. Samtidig har vi aldrig før haft en mere kapabel infrastruktur med computere og kommunikation. Det giver nye muligheder for at skabe værdi fra data både økonomisk og samfundsmæssigt. Big Data kombinerer fundamentale teknologiske spørgsmål med potentialet for anvendelser på mange forskellige områder, forklarer Christian S. Jensen i et interview til det schweiziske forskningsråds hjemmeside i anledning af udnævnelsen.

Brug for balance mellem at dele og beskytte data

Samme sted bliver han konfronteret med borgernes bekymring for sikkerhed og privatlivsbeskyttelse i Big Data-alderen. En gammel skandale, hvor myndighederne gemte hemmelige filer om privatpersoner, har gjort befolkningen i Schweiz ekstra skeptisk over for dataindsamling. Under alle omstændigheder er det et område, Christian S. Jensen har øje for, fordi det ellers kan være med til at bremse en fornuftig brug af de store datamængder.

- Der ligger en stor udfordring i at håndtere ejerskabet til data og i at finde nyttige måder at dele dem. På den ene side skal man kunne beskytte data, fordi de kan være personhenførbare eller repræsenterer en værdi for deres ejere. På den anden side kan man ved at dele data skabe yderligere værdi af dem. Vi er som samfund nødt til at finde en balance mellem at dele data og beskytte data. Det mener jeg, vi skal have en åben debat om, siger Christian S. Jensen.

Yderligere oplysninger

Kontakt

  •  Professor Christian S. Jensen, Center for Data-intensive Systemer, tlf. 9940 8900, mobil 2014 5250.
  • Videnskabsjournalist Carsten Nielsen, AAU, mobil 2340 6554.