Ekspert i trådløs teknologi får stor EliteForsk-pris

Ekspert i trådløs teknologi får stor EliteForsk-pris

En af hovedkræfterne bag Aalborg Universitets forskning i mobil og trådløs teknologi, den 42-årige professor Petar Popovski fra Institut for Elektroniske Systemer, får Forskningsministeriets store EliteForsk-pris på 1,2 mio. kr.

Makedonsk-fødte Petar Popovski leder en forskningsgruppe, som fokuserer på næste generations trådløse & mobile kommunikationssystemer (5G) og ”Tingenes Internet”, hvor apparater, maskiner og sensorer i massevis bliver koblet op og gjort tilgængelige online. Petar Popovski og kollegerne er især optaget af pålidelighed:

- Et af de største problemer ved trådløs kommunikation er pålidelighed, og det vil kun vokse i de kommende år. Arbejdsmæssigt er vi i stigende grad afhængige af vores smartphones og bærbare computere, og af at de kan lagre og hente data i skyen.  Samtidig er pålidelighed en af de afgørende forudsætninger for at kunne lave næste generation af mange komplekse systemer. Det vigtigste spørgsmål i den forbindelse er, hvordan vi kan øge pålideligheden af trådløse transmissioner og protokoller, i forhold til hvad vi har til rådighed i dag, mener Petar Popovski.

Han har på nærmeste hold fulgt udviklingen, hvor trådløs kommunikation på blot 20 år er gået fra at være en bekvemmelig ”nice-to-have” mulighed til nu at være en absolut ”must-have” service:

- Historisk set har det nok været det hurtigste, man nogensinde har promoveret et produkt til at blive en uundværlig ”råvare”, på linje med vand og elektricitet, konstaterer han.

 

Ingeniør-stolthed

Petar Popovski er i forvejen anerkendt og prisbelønnet på det tekniske og ingeniørvidenskabelige område. Men det betyder noget særligt for ham at modtage EliteForsk-prisen.

- Personligt er det en stor ære og en vigtig anerkendelse af mit arbejde, men samtidig også en anerkendelse af det forskningsområde, jeg arbejder indenfor. Denne pris har en anderledes og meget bredere betydning i forhold til de hædersbevisninger og priser, jeg har modtaget fra forskere og ingeniører, der arbejder inden for mit forskningsområde. EliteForsk-prisen er givet i bred konkurrence mellem forskere fra den brede videnskab - eller nærmere de forskere, som arbejder med den ”rigtige videnskab”, hvilket vi ingeniører ofte ikke anses for at gøre, forklarer Petar Popovski.

EliteForsk-prisen er på 1,2 millioner kroner. 200.000 af dem er en personlig hæderspris, mens resten er øremærket forskning. Dem vil Petar Popovski bruge på at styrke områder, som hans forskningsgruppe skal være en del af i de kommende år. Nogle af dem er delvist nyt terræn:

- Det fascinerende ved kommunikations- og informationsteori er for mig, at de er baserede på en kraftfuld metode, som kan anvendes på mange komplekse systemer - ikke kun trådløs eller internet-kommunikation. Min forskningsdagsorden for de kommende år vil være at udforske områder som kommunikationssikkerhed og massiv databehandling (”big data”), siger Petar Popovski.

Men først skal han have overrakt EliteForsk-prisen 2016 af H.K.H. Kronprinsesse Mary og uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen.

Yderligere oplysninger

  • Få meget mere at vide om EliteForsk-prismodtageren Petar Popovski i Styrelsen for Forskning og Innovations interview og videopræsentation.
  • Professor Petar Popovski (download foto), Institut for Elektroniske Systemer, AAU, tlf. 2194 7873, e-mail petarp@es.aau.dk.
  • EliteForsk-prisen tildeles hvert år fem fremragende forskere under 45 år. Prisen er på 1,2 millioner kr., hvoraf 200.000 kr. er en personlig hæderspris. Universiteter, forskningsinstitutioner og private virksomheder med forskningsaktiviteter kan indstille kandidater til EliteForsk-prisen. Alle indstillinger vurderes af Det Frie Forskningsråds bestyrelse, der indstiller de fem kandidater til uddannelses- og forskningsministeren.
  • Det er i år 10. gang, at Uddannelses- og Forskningsministeriet fejrer dansk forsknings frontløbere med uddeling af priser og rejsestipendier. Blandt de tidligere modtagere er matematikprofessor Morten Nielsen fra AAU’s Institut for Matematiske Fag, som fik prisen i 2013.
  • Ved samme lejlighed bliver der uddelt EliteForsk-rejsestipendier til tre andre unge talentfulde forskere fra Aalborg Universitet, og professor Kim Guldstrand Larsen fra Institut for Datalogi bliver hædret for at have modtaget en prestigefyldt Advanced Grant fra Det Europæiske Forskningsråd (se tidligere omtale på aau.dk og nyt interview hos Styrelsen for Forskning og Innovation).