Talerrækken var lang, da de første 20 studerende fra AAU’s medicinuddannelse aflagde lægeløfte og derfor nu kan kalde sig for læger. En af de 20, Sarah Bach Munkholm, gik også på talerstolen foran de cirka 200 fremmødte.
- Vi er glade for studiet, men der har også været udfordringer, så vi er kommet med masser af feedback til, hvordan uddannelsen kan forbedres. Og så har vi i dén grad mærket, at det ikke er alle i sundhedsvæsenet, der har været lige tilfredse med, at der nu blev uddannet læger i Aalborg. Vi er blevet mødt med bemærkninger som ”I har virkelig noget at bevise” eller ”I burde slet ikke være her”, men det har ikke slået os ud. Tværtimod har det fået os til at bide tænderne sammen og virkelig vise, at vi vil det her, og at vi kan det her, lød det fra Sarah Bach Munkholm.
En festdag for mange
Regionsrådsformand Ulla Astman fortalte, at det var en festdag for de 20 nye læger, men at det også var en festdag for andre.
- Tillykke til jer. I kan være stolte, og vi er stolte af jer. Det er vist ikke nogen hemmelighed, at ideen til AAU’s lægestudie hverken kom fra Aarhus eller København, men fra fagfolk og politikere i Nordjylland. Folk, der udviste den særlige kampånd, der skulle til for at gennemføre noget, som mange var modstandere af. I 20 er de første beviser på, at missionen er lykkedes, og derfor er det også en stor dag for det nordjyske sundhedsvæsen, hvor vi håber, at mange af jer kommer til at gøre karriere, sagde Ulla Astman.
Fremmedord er fine - men ikke altid
Den forhåbning delte ældre- og sundhedsminister Sophie Løhde.
- Det tager kun seks år at læse til læge på AAU, men vi vil så gerne have, at I bli’r lidt længere, lød det med et smil fra ministeren, som havde en opfordring til de nye læger.
- I har gennem jeres uddannelse lært masser af fremmedord. Flere end jeg nogensinde kommer til at lære. Og fremmedord er gode, når man eksempelvis skal stille en præcis diagnose, men ikke når I snakker med patienter. Her er den gode dialog vigtigst, og så er det bedst at lægge fremmedordene væk, så patienten forstår, hvad der bliver sagt. Det er vigtigt, og derfor glæder det mig, at der på AAU’s lægeuddannelser er så meget fokus på kommunikationen mellem patient og læge, lød det fra ministeren, som ikke denne dag var klar til at love de ekstra 50 pladser på medicinstudiet, som ellers både regionsrådsformand Ulla Astman, rektor Per Michael Johansen og dekan Lars Hvilsted Rasmussen efterspurgte fra talerstolen. Ikke engang selv om, at rektor påpegede, at det ville gå godt i tråd med to af regeringens mål: nemlig ”Uddannelse skal føre til job” og ”Sundhed for alle”.
Ros for refleksivitet
Lars Hvilsted Rasmussen roste det engagement, som de 20 havde udvist gennem uddannelsen, og at de havde forholdt sig refleksivt til uddannelsen.
- I er fagligt dygtige, og jeg er sikker på, at I fortsat vil udvise det engagement og den refleksivitet, og at I ikke tager noget for givet. Derfor vil I udfordre de lægelige rutiner og drive den faglige udvikling frem, lød det fra dekanen.
Det var Sarah Bach Munkholm enig i.
- Nu har vi afgivet lægeløfte og fået vores eksamensbeviser. Vi har bevist, at vi ville, og vi har bevist, at vi kunne. Vi har overkommet de mange udfordringer, vi er blevet stillet over for, og nu er vi klar til at løse vores opgaver i sundhedsvæsenet. Og vi skal nok vise dem alle sammen, at læger fra Aalborg Universitet er de mest kompetente af alle, lød det fra det fra læge Sarah Bach Munkholm.
Yderligere information:
Det danske lægeløfte lyder således:
Efter at have aflagt offentlig prøve på mine i de medicinsk-kirurgiske fag erhvervede kundskaber, aflægger jeg herved det løfte, til hvis opfyldelse jeg end ydermere ved håndsrækning har forpligtet mig, at jeg ved mine forretninger som praktiserende læge stedse skal lade det være mig magtpåliggende, efter bedste skønnende at anvende mine kundskaber med flid og omhu til samfundets og mine medmenneskers gavn, at jeg stedse vil bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige uden persons anseelse, at jeg ikke ubeføjet vil åbenbare, hvad jeg i min egenskab af læge har erfaret, at jeg vil søge mine kundskaber fremdeles udvidede og i øvrigt gøre mig bekendt med og nøje efterleve de mig og mit fag vedkommende anordninger og bestemmelser.
Kilde: Lægeforeningen