Forskeres katapult tester droners farlighed

Forskeres katapult tester droners farlighed

Ny forsøgsopstilling med motordrevet katapult og højhastighedskamera i Aalborg Universitets Drone Research Lab dokumenterer nu i detaljer, hvad der sker, når en af de populære små hobbydroner rammer genstande eller personer. De første film fra laboratoriet sender dronerne på kollisionskurs med en flæskesteg.

- Formålet er at undersøge, hvilke konsekvenser det har, når forskellige slags droner rammer mennesker, dyr, biler, glasruder og andre forhindringer, som de kan møde på deres vej. Med højhastighedskamera og præcise målinger af både hastighed og kraften af sammenstødet er det muligt at vurdere, hvilke skader der kan opstå, fortæller dronelab-leder Anders la Cour-Harbo.

 

Katapulten er bygget af universitetet specielt til denne type forsøg, og den er stadig i test-fasen. Videoerne viser de allerførste forsøg, der bruges til at justere mekanikken og elektronikken i katapulten. Desuden arbejder forskerne stadig på at optimere lys og kameraopsætning, så registreringen bliver så god som muligt.

- De første forsøg er interessante, fordi de tydeligt viser, hvad der ville kunne ske, når en almindelig hobbydrone rammer et menneske. Men det er for tidligt at konkludere noget ud fra det, understreger Anders la Cour-Harbo. Specielt til forsøg, der skal simulere sammenstød med mennesker, er det nødvendigt at gøre det helt rigtigt og kontrolleret, for at resultaterne er pålidelige. Universitetet samarbejder derfor med Aalborg Universitetshospital om at udføre eksperimenter, der kan gøre os klogere på, hvor farlige droner egentlig er.

Selve katapulten er knap tre meter lang og bygget i aluminium. Slæden trækkes af en elmotor. Den kan accelerere en 1 kg drone op til 15 m/s, og sammenstødet filmes med et højhastighedskamera med over 3000 billeder i sekundet. Samtidig måles kraften i anslaget over tid, da det har betydning for skadernes omfang. Det er planen at opgradere katapulten til større droner og højere hastigheder, når forskerne får mere erfaring med den.

De øvrige videoer fra forsøgene ligger på forskningsprojektet Drone Impacts YouTube-kanal.

Yderligere oplysninger

  • Lektor Anders la Cour-Harbo, Institut for Elektroniske Systemer og Drone Research Lab, tlf. 9940 8737, mobil 24292720.
  • Videnskabsjournalist Carsten Nielsen, AAU, mobil 2340 6554.
  • Download screenshot fra hi-speed video.