Forskertalent får ekstra støtte til antenne-test

Forskertalent får ekstra støtte til antenne-test

Adjunkt Wei Fan fra Aalborg Universitets Institut for Elektroniske Systemer er et af de yngre forskertalenter, som nu får ekstra støtte fra Det Frie Forskningsråds såkaldte Sapere Aude-program. Aalborg-forskerens projekt vil forbedre testen af ny teknologi, som de kommende år kan mangedoble den mobile datatrafik.

Wei Fan har tidligere modtaget et postdoc-stipendie (se omtale) fra Det Frie Forskningsråd. Det bliver nu fulgt op en Sapere Aude DFF-Forskertalent-bevilling på 144.000 kroner, så han i alt modtager godt to millioner til bestræbelserne på at skabe mere realistiske tests af såkaldt ”massiv MIMO”. Teknologien benytter basestationer med et meget stort antal antenner til at forbedre dækning og hastighed. Wei Fan samarbejder blandt andet med virksomheder som Anite Oy i Finland og Huawei Technologies afdeling i Sverige om opgaven.

Wei Fan, Aalborg Universitet.Wei Fan, som er født i 1987 i Kina, begyndte for alvor at arbejde med trådløs teknologi som praktikant ved Intel Mobile Communications i Aalborg i forbindelse med sit kandidatspeciale.

- Jeg fortsatte i samme retning med min ph.d. fra Aalborg Universitet. Området er interessant og udfordrende, da det kræver omfattende viden om forskellige aspekter som matematisk modellering, antenneteori, kanalmodellering og optimering. Der lægges både vægt på det eksperimentelle og teoretiske arbejde. Fra industrien er der stor interesse for forskningsområdet, og gennem de seneste år har jeg opnået et udbytterigt samarbejde med flere partnere, fortæller Wei Fan.

Den type test (OTA eller ”Over-the-Air”), som han nu vil benytte til at evaluere basestationer med et stort antal antenner, har tidligere været anvendt til at måle ydelsen på brugernes udstyr – fx mobiltelefoners antennesystemer. Men der er væsentlige forskellige:

 - Det vil kræve en betydelig mængde ekstra hardware, hvilket vil betyde store omkostninger. Samtidig vil der opstå flere nye udfordringer. Fx skal der designes nye radiokanalsmodeller, som vil være egnede til at teste massiv MIMO, forklarer Wei Fan.

Perspektiverne er til gengæld også store. Projektet kan sætte fart på udviklingen i virksomhederne og dermed reducere tid og omkostninger til at få de nye basestationer rullet ud. Desuden er der i øjeblikket et standardiseringsarbejde i gang, som kan ensrette den fremtidige udvikling:

- Det arbejde foregår i samarbejde med de aktive industrielle partnere, som indgår i projektet. Dermed kan projektet have store samfundsmæssige konsekvenser og eksempelvis muliggøre en hurtigere, bedre og mere omkostningseffektiv udbredelse af 5G-nettet, vurderer Wei Fan.

Nøglehul for de bedste

Ifølge en pressemeddelelse fra Det Frie Forskningsråd bliver der i dag alt uddelt 125 millioner kroner til 38 talentfulde forskere. I en udtalelse understreger uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs, at kun de mest excellente og originale forskere slipper gennem nøglehullet til bevillingerne i Det Frie Forskningsråds Sapere Aude-program:

- Eliteforskningen i Danmark er utrolig vigtig for at holde det høje internationale niveau, som Danmark er kendt for, og som gør, at vores videnkapacitet er efterspurgt og eftertragtet i hele verden. Det glæder mig, at vi har talentfulde forskere, der tør kaste sig ud i nye metoder og samtidig holder det høje niveau. Det vidner om forskere, der vover nye eksperimenter, sætter barren højt og går efter resultater i en klasse for sig, det er meget positivt, siger altså uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs.

Kontakt

  • Adjunkt Wei Fan, Institut for Elektroniske Systemer, tlf. 2232 6957, e-mail: wfa@es.aau.dk.
  • Professor Gert Frølund Pedersen, Institut for Elektroniske Systemer, tlf. 9940 8660.