Kontrol af infrastruktur og teknologi samler 550 eksperter i Aalborg

Kontrol af infrastruktur og teknologi samler 550 eksperter i Aalborg

Risikoen for katastrofale systemfejl i kølvandet på finanskriser, strømudfald og andre pludseligt opståede begivenheder er første alvorlige emne på programmet, når 550 forskere og industrieksperter i dag og resten af ugen samles til European Control Conference 2016 (ECC16) i Aalborg. Det er første gang, den dagsordensættende internationale konference holdes i Skandinavien.

- Vi er blevet flere mennesker, og vi bruger infrastrukturen på nye måder med ny teknologi. Det giver nogle udfordringer, og derfor er styringen af store komplekse infrastrukturer et af hovedtemaerne for konferencen, siger professor Jakob Stoustrup fra Aalborg Universitets Institut for Elektroniske Systemer, som er formand for arrangementskomitéen bag ECC16.

Regulering af togdrift, energisystemer, computernetværk, robotter og produktionsanlæg er eksempler på konkrete emner i de kommende dages tætpakkede program i Aalborg Kongres og Kultur Center. Som bredden illustrerer, findes den bagvedliggende reguleringsteori alle vegne.

- Det er en skjult nøgleteknologi, og vi har en finger med i spillet i næsten alt. Hver eneste gang et fly lander succesfuldt, og hver gang et tog kommer til tiden eller trafiklysene sender trafikken rigtigt videre eller der kommer strøm ud af stikkontakten. Det er udtryk for reguleringsteori, der bare virker, og som næsten ingen derfor kender til eller bekymrer sig om, forklarer Jakob Stoustrup.

Energi er et dansk slagnummer

Komplekse infrastrukturer som el-nettet, fjernvarmesystemet og transportsektoren repræsenterer den ene yderlighed af fagområdet. Der er fokus især på effektiv udnyttelse af ressourcer samt på sikkerhed og bæredygtighed.

I den anden ende af skalaen arbejder forskere og industri med indlejrede systemer i enkelte produkter med selvkørende biler som et af de mere spektakulære aktuelle eksempler.

Dansk forskning og danske virksomheder fylder især meget i den gren af fagområdet, som arbejder på at gøre fremtidens energinet smartere og grønnere. Det er derfor også et af de områder, Aalborg Universitet har profileret sig på, da det lykkedes at sikre sig værtsskabet for konferencen.

- Reguleringsteori er meget mere end energi, men energi har fyldt meget de senere år. Der er også mange foredrag til den her konference, der er relateret til energi, og Danmark har et meget stærkt brand på grund af kompetencerne inden for energiområdet, vurderer Jakob Stoustrup, som selv netop er vendt tilbage til Aalborg Universitet efter orlov i USA, hvor han var headhuntet til at opbygge og lede smart grid-forskning for næsten 50 millioner dollars i Pacific Northwest National Laboratory på vegne af det amerikanske energiministerium.

Fejlrisiko og fragt-forbedringer

Hovedtalerne på ECC16 beskæftiger sig med emner af generel relevans for de mange tilrejsende deltagere. Professor Munther Dahleh fra det verdensberømte amerikanske tekniske universitet MIT (Massachusetts Institute of Technology) vil fx fokusere på, hvordan kriser i samfundet kan udløse sårbarheder og fejl i store netværkssystemer af kritisk betydning. Systemerne fungerer fint under normale omstændigheder, men som Munther Dahleh vil illustrere med eksempler fra transportsektoren og energiområdet, kan enkeltstående begivenheder udløse ”kaskader af fejl”.

Professor Karl Henrik Johansson fra Den Kongelige Tekniske Højskole i Stockholm vil i sin hovedtale på konferencen give et bud på, hvordan nye trådløse teknologier, cloud computing, smarte sensorer og køretøjer med stadig mere indbygget elektronik kan muliggøre drastiske effektiviseringer af den europæiske godstransport ad landvejen, som har afgørende betydning for europæisk økonomi og vækst.

Den første ECC-konference blev holdt i 1991. Konferencen i Aalborg er den 15. i rækken, og den fortsætter til og med fredag.

Yderligere oplysninger

  • Mere information om European Control Conference 2016 (ECC16) på konferencens website.
  • Professor Jakob Stoustrup (download foto), Institut for Elektroniske Systemer, AAU, tlf. 2612 6059.
  • Professor Thomas Bak, Institut for Elektroniske Systemer, AAU, tlf. 9940 8701.

Professor Jakob Stoustrup ved åbningen af ECC16 i Aalborg.

ECC16 åbning i Aalborg.