Simulatoren kommer til at skinne på Institut for Kemi og Biovidenskab i foråret, hvor Bjarke Buchbjerg i sin masteropgave vil prøve at gøre CO2 til en ressource i stedet for et problem. Emnet er såkaldt fotokatalytisk reduktion af CO2, og til det formål er der brug for lys. Siemensfonden har støtter anskaffelsen og projektet med 30.000 kroner.
- CO2 er en kendt drivhusgas, som dannes ved forbrænding og en række andre processer. Udslippet anses for at være hovedårsagen til global opvarmning, men det er bevist, at det er muligt at omdanne CO2 og vand til brændstoffer som metan og ethanol ved hjælp af en fotokatalysator og sollys. Mit projekt handler om at udvikle og effektivisere en fotokatalysator til formålet. Det kræver en ny forsøgsopstilling, hvor solsimulatoren indgår, forklarer Bjarke Buchbjerg.
Han har i sin ansøgning til Siemensfonden argumenteret med, at teknologien går en lovende fremtid i møde, fordi den fx har en fordel i forhold til solceller, når det gælder opbevaring af energien.
- Det vil være let og billigt at opbevare fx metan, og det vil altid være muligt at forbrænde methanen, når energien er nødvendig. Når metanen er forbrændt, vil man kunne reducere CO2 tilbage til metan igen. Derved kan man, i teorien, opnå en uendelig cyklus af ren sol-baseret energi. Min masteropgave vil derfor have stor miljømæssig interesse, men ligeledes en samfundsmæssig interesse, da virksomheder ville kunne opnå store økonomiske fordele, hvis de havde mulighed for at nedbringe deres CO2-udslip og på samme tid generere energi, siger Bjarke Buchbjerg.
Fakta
- Den nye forsøgsopstilling til Bjarke Buchbjergs projekt vil bestå of to hovedkomponenter: En reaktionscelle, hvor selve omdannelsen skal foregå i, og en solsimulator, som skal levere lys til reaktionen. Målecellen er allerede designet og under konstruktion.
- En solsimulator er en lyskilde, som udsender et konstant lys med de samme bølgelængder og intensiteter som solens lys. Derved er det muligt at udregne, præcis hvor høj effektiviteten af den givne fotokatalysator er, og at sammenligne forsøgene med hinanden. Da det lys, som anvendes i forsøgene, vil være identisk med solens lys, giver en solsimulator også mulighed for at relatere de opnåede resultater til en reel anvendelse.
- Hovedvejleder på projektet er professor Yuanzheng Yue, som også selv er med til at bidrage til indkøbet af simulatoren via forskningsmidler.
- Ud over at være essentiel for det konkrete projekt vil en solsimulator kunne anvendes til anden forskning på instituttet. Eksempelvis fotokatalytisk rensning af vand, fotokatalytisk produktion af brint og effektivitetsmålinger af solceller.
- Siemensfonden er indstiftet i 1964 af Siemens A/S. Fonden får midler fra Siemens A/S. Midlerne uddeles af en uafhængig bestyrelse til forskning, primært inden for det naturvidenskabelige område. Læs mere om Siemensfonden.
- Legatet på 30.000 kroner blev overrakt af Siemensfondens kommunikationsdirektør John Finnich Pedersen ved Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultets vinterdimission på Aalborg Universitet (download foto).
Kontakt
- Kemiteknologistuderende Bjarke Buchbjerg (download foto), AAU, mobil 2278 4642, mail Bbuchb11@student.aau.dk.
- Professor Yuanzheng Yue, Institut for Kemi og Biovidenskab, tlf. 9940 8522.
- Pressekontakt: Journalist Carsten Nielsen, mobil 2340 6554.