Kvote 2-ansøgninger til AAU slår igen rekord

Kvote 2-ansøgninger til AAU slår igen rekord

I alt 7.826 søgte i år ind på Aalborg Universitet via kvote 2, hvilket er en stigning på lige over syv procent i forhold til 2015. Samtidig har AAU’s erhvervsøkonomiske uddannelser øget deres popularitet blandt de uddannelsessøgende, der i markant højere grad angiver dem som deres førsteprioritet. Lægeuddannelsen trækker også både flere ansøgninger og flere førsteprioriteter.

Aalborg Universitet kan notere sig stigning på lige over syv procent i antallet af kvote 2-ansøgninger og dermed en ny rekord i interessen for universitetets uddannelser. I alt 7.826 søgte i år ind på AAU i forhold til 7.305 sidste år og 6.686 i 2014.

Fremgangen sker især på samfundsvidenskaberne og humaniora med stigninger på henholdsvis 8,9 og 8,2 procent. På det Samfundsvidenskabelige Fakultet har især de to erhvervsøkonomiske uddannelser øget deres popularitet hos de uddannelsessøgende. Begge har både fået betragteligt flere ansøgninger, og der er markant flere, der har opgivet dem som deres førsteprioritet.

På bacheloruddannelsen i erhvervsøkonomi (Ha) er andelen af ansøgninger, som har uddannelsen som førsteprioritet f.eks. gået fra 26 procent i 2015 til 38,2 procent i år, mens Economics and Business Administration har fået mere end halvanden gang så mange ansøgninger i år, som sidste år.

En lignende tendens – om end lidt mindre udtalt – kan spores på lægestudiet. Antallet af ansøgninger er i år steget med 18, procent til 1.179, og andelen af førsteprioriteter er også øget med lige over et procentpoint.

- Når man har AAU som førsteprioritet, er det et klart tilvalg af vores projekt- og problemorienterede studieform, vores studiemiljø og af Aalborg som studieby. Samtidig ved vi, at noget af det, der tæller, når man vælger uddannelsessted, er sandsynligheden for, at man gennemfører sit studium. På AAU gennemfører de studerende deres studier på stort set normeret tid, siger studiechef Lone Vestergaard.

Hun påpeger, at en del af årets stigning i antallet af kvote 2-ansøgninger kan skyldes, at flere af universitetets uddannelser har indført adgangsbegrænsning.

- Adgangsbegrænsning kan flytte ansøgningerne fra kvote 1, hvor optag kun afgøres af karaktergennemsnittet, til kvote 2, hvor andre parametre også spiller ind. Ved at søge i kvote 2 får man så at sige to chancer for at komme ind, da alle kvote 2- ansøgninger også automatisk først bedømmes i kvote 1, forklarer Lone Vestergaard.

Omkring 10 procent af de samlede antal studiepladser fordeles via kvote 2, der havde ansøgningsfrist tirsdag 15. marts kl. 12.00. Sidste år udgjorde kvote 2 omkring 36 procent af det samlede antal ansøgninger til AAU’s uddannelser. Fristen for ansøgninger til kvote 1 er 5. juli kl. 12.00. Alle ansøgere får svar på deres ansøgninger lørdag den 30. juli.

 

Udvalgte tal om årets kvote 2-ansøgninger til AaU

(tal for 2015 i parentes)

 

Samlet antal ansøgninger:

7.826 (7.305)

 

Ansøgninger fordelt på fakulteter:

Det Humanistiske Fakultet: 1.990 (1.840)

Det Samfundsvidenskabelige Fakultet: 2.106 (1.934)

Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet: 1.564 (1.468)

Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet: 2.166 (2.063)

 

Uddannelser med flest ansøgninger:

Medicin 1.179 (996)

Psykologi 727 (726)

Jura 476 (416)

Socialrådgiver 40 (383)

Economics and Business Administration 393 (252)

Language and International Studies, English 312 (231)

Kommunikation og Digitale Medier, København 230 (194)

Idræt 226 (297)

Erhvervsøkonomi 217 (192)

Medialogi, København 210 (233)

 

Alle ovenstående tal er opdateret 17. marts kl. 15.30.

 

Yderligere oplysninger

Studiechef Lone Vestergaard, tlf. 2094 1653, e-mail lov@adm.aau.dk