Ny AAU-professor skal stå i spidsen for forskning i Hjørring

Ny AAU-professor skal stå i spidsen for forskning i Hjørring

55-årige Peter Leutscher starter som forskningschef og professor på Regionshospital Nordjylland i Hjørring 1. juni som afløser for Ulrik Baandrup

Regionshospital Nordjylland har nu sikret sig en forskningsmæssig profil til at stå i spidsen for hospitalets forskningsenhed efter professor Ulrik Baandrup.

Det er den 55-årige infektionsmediciner Peter Leutscher, der 1. juni tiltræder som chef for forskningsenheden på Regionshospital Nordjylland og professor på det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet.

Han kommer fra en stilling som chef for forskningsenheden på regionshospitalet i Randers og har gennem 20 år arbejdet i forskningsverdenen - både i Danmark og internationalt.

Retur til Nordjylland

Med ansættelsen vender Peter Leutscher tilbage til Nordjylland, hvor han som helt ung læge havde sin første turnus-ansættelse på medicinsk afdeling på det daværende sygehus i Brønderslev fra 1989. Her var forskningschefen i to år, før han kom til sygehuset i Silkeborg, hvor han ligeledes var i to år.

Fra 1993 til 2005 var Peter Leutscher bosat og arbejdede i udlandet - både som læge og forsker.

I en næsten 10-årig periode var han således lægelig ansvarlig for den amerikanske mission på Madagaskar, øst for det sydlige Afrika. Missionen består af 600 ansatte og familiemedlemmer samt 160 udstationerede amerikanere.

Sideløbende med denne funktion var den kommende forskningschef tilknyttet det franske Pasteur forskningsinstitut med speciale inden for klinisk epidemiologi.

Fra 2003 til 2005 var Peter Leutcher medicinsk direktør for Hunt Oil Company i Yemen, som betød, at han havde det overordnede lægefaglige ansvar for 1.600 ansatte samt deres 9.500 familiemedlemmer. Alt sammen betjent af et hospital og fire sundhedsklinikker i felten med en stab på 24 læger, sygeplejersker og laboranter.

Hjemme i Danmark har Peter Leutscher arbejdet på Aarhus Universitetshospital, hvor han var indtil sidste år, da han blev overlæge og chef for forskningsenheden på regionshospitalet i Randers.Han er desuden uddannet i ledelse og tropemedicin i USA og Peru.

Gensidig glæde

Lægelig direktør Claus Brøckner Nielsen, Regionshospital Nordjylland, glæder sig over, at det er lykkedes at rekruttere en ny forskningschef med erfaring og tyngde.

-Jeg er sikker på, at vi med Peter Leutscher har sikret os en forskningschef, som passer perfekt til den forskningsorganisation, vi allerede har opbygget med professor Ulrik Baandrup på Regionshospital Nordjylland - og samtidig kan være med til at udvide og udvikle den yderligere. Det glæder vi os meget til at kunne realisere med Peter som ny forskningschef, siger Claus Brøkcner Nielsen.

Peter Leutscher glæder sig til at begynde på Regionshospital Nordjylland:

-Regionshospital Nordjylland er en rigtig spændende mulighed. Jeg får mulighed for både at stå i spidsen for en spændende forskningsafdeling, men også at bruge kræfter på den kliniske forskning, som jeg helst vil. Og det i en helt ny organisation i Regionshospital Nordjylland. Det ser jeg meget frem til, siger Peter Leutscher.

Ved siden af funktionen som forskningschef og leder af forskningsenheden i Regionshospital Nordjylland bliver Leutscher samtidig professor under det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet.

Yderligere oplysninger:

Claus Brøckner Nielsen, lægelig direktør på Regionshospital Nordjylland, tlf. 30 91 13 41

Peter Leutscher, kommende forskningschef på Regionshospital Nordjylland og professor på Sundhedsvidenskabsligt Fakultet på Aalborg Universitet, tlf: 24 85 95 76