Ny forskning gør det muligt at forudse resultatet af en e-sportskamp

Ny forskning gør det muligt at forudse resultatet af en e-sportskamp

Ny og banebrydende forskning gør det muligt med stor sandsynlighed at forudse resultatet af en e-sportskamp efter blot få minutters spil. Principielt kan modellen overføres på andre holdsportsgrene, siger en af deltagerne i forskningsprojektet, AAU-forsker Anders Drachen.

Et internationalt forskerhold med deltagelse af lektor Anders Drachen fra Institut for Kommunikation på AAU præsenterer nu et gennembrud inden for forskningen i e-sport, der handler om at spille computerspil på konkurrenceplan. Forskerne har nemlig udviklet en algoritme, der gør det muligt med høj præcision at forudse resultatet af en kamp efter blot få minutters spil. Samtidig giver forskernes model både spillere og tilskuere mulighed for at analysere kampen – både løbende under kampen og efterfølgende. Modellen er opbygget på computerspillet DOTA 2, men kan ifølge lektor Anders Drachen overføres til lignende konkurrence-computerspil. Og det har vakt international opmærksomhed – både i forsker- og i spilmiljøet.

 - Det er lykkedes os at finde en automatiseret opdeling af disse meget komplicerede kampe, som automatisk fortæller, hvor de vigtige og afgørende øjeblikke – encounters – foregår. Ud fra vores model kan en kamp opdeles i en perlerække af små events som fx tidspunkter, hvor to spillere fra hvert hold mødtes og kæmpede om en bold. Modellen kan i den forbindelse fortælle, hvilke af disse events som gjorde udfaldet af kampen. Samtidig kan den fortælle, hvordan hver enkelt spiller klarede sig i hvert møde, siger Anders Drachen.

Potentiale for alle typer af holdsport

Denne opdagelse har et stort potentiale, da e-sport er en sportsgren i kraftig vækst. Industrien omsætter årligt for 2 mia. dollars, og der er mere end 100 mio. seere til de turneringer, som flere amerikanske og asiatiske tv-stationer dækker. Men også herhjemme vokser interessen for e-sport. Det mærkes til de forestående Copenhagen Games, som løber af stablen den 23.-26. marts, og som samler spillere fra hele verden. Men ifølge Anders Drachen begrænser forskerteamets opdagelser sig ikke til e-sport.

- I princippet kan vores model med de detaljerede performance-evalueringer, som den muliggør, og selve muligheden for at forudsige resultatet af en kamp bruges inden for alle typer holdsport. Vores arbejde hviler nemlig på grundlæggende dimensioner som tid, sted og performance, hvilket er gennemgående i holdsport.

 

For yderligere information kontakt:

Anders Drachen på tlf.: 99 40 90 16, mobil: 29 39 06 04 eller på e-mail: drachen@hum.aau.dk

Læs mere om -sport og forskerteamets algoritme