Ny teknologi livestreamer koncertoplevelser til mennesker med hjerneskade

Ny teknologi livestreamer koncertoplevelser til mennesker med hjerneskade

AAU-forskere arbejder lige nu på et projekt omkring interaktiv, 360 graders livestreaming af kulturelle oplevelser mellem et fjernpublikum og kunstnere på en scene.

360 graders livestreaming via Skype, hvor brugerne selv bestemmer kameraets placering, er udgangspunktet for et nyt toårigt projekt, som professor Paul McIlvenny fra Centre for Discourses in Transition ved Institut for Kultur og Globale Studier samt professor Pirkko Raudaskoski fra Mattering: Center for Diskurs og Praksis og adjunkt Ole Izard Høyer fra Musik ved Institut for Kommunikation arbejder på lige nu. Denne nye teknologi testede de i et pilotprojekt ved en æreskoncert for den danske jazzmusiker Svend Asmussen i Musikkens Hus den 15. april. Her livestreamede forskerne koncerten til beboere ved Senhjerneskadecenter Nord i Frederikshavn. Tanken er nemlig at udnytte den nye teknologi til at give mennesker, der ikke har mulighed for at være fysisk til stede, en chance for alligevel at opleve kulturelle arrangementer.

- Mennesker med en hjerneskade kan ellers ikke deltage som publikum i sådan en lang koncert. Nu kan de blive, gå væk, ”larme”, komme tilbage osv. og stadig nyde koncerten, hvilket vi også efterfølgende har hørt, at de gjorde, forklarer Pirkko Raudaskoski.  

Derudover giver teknologien også mulighed for en interaktion mellem et fjernpublikum og musikere på scenen.

- Et af vores mål med projektet er på den måde at forbinde musikerne med et fjernpublikum. Beboerne på Senhjerneskadecentret var begejstrede for at deltage i koncerten og for at få hilsner fra scenen. Vi planlægger derfor også flere arrangementer med bedre teknologi - én af musikerne var således opsat på at gentage projektet, når han returnerer til Musikkens Hus med andre bands i efteråret, fortæller Ole Izard Høyer.

 

For yderligere information kontakt:

Ole Izard Høyer på tlf.: 99 40 91 18 eller på e-mail: oleizard@cgs.aau.dk