Mere præcis diagnostik og personlig medicinering med færre bivirkninger og mindskede udgifter til følge, nye antibiotika og mindsket resistens og nemmere rekruttering af læger til Nordjylland. Det er nogle af de fordele, som forventes at følge med Aalborg Universitets involvering i projekt PRO-MS.
Projektet har til formål at sikre danske forskeres førerposition inden for massespektometri og avanceret proteinanalyse, og det skal ske ved at sikre, at danske universiteter har mulighed for at indkøbe det allernyeste og mest effektive måleudstyr til studier og kortlægning af proteinsammensætninger. Det er forskning på allermindste molekyleniveau, men forskningens betydning er det absolut intet minimalt ved. Tværtimod er perspektiverne ganske store for forskere og industrien.
- Ved en bedre kortlægning vil vi blive klogere på, hvorfor nogle bliver ramt af sygdomme som eksempelvis gigt og kræft, mens andre ikke gør. Den viden vil også medvirke til, at vi bedre kan skræddersy den helt rigtige medicin til den enkelte patient, såkaldt personlig medicin. Dermed vil færre patienter få medicin, der ikke hjælper synderligt på deres tilstand, og det vil betyde mindskede medicinudgifter, ikke mindst til den meget dyre biomedicin. Samtidig vil patienterne få færre bivirkninger, siger lektor Allan Stensballe fra AAU’s Laboratorium for Medicinsk Massespektometri.
International topklasse i lokalområdet
PRO-MS er et nationalt funderet projekt, som udover AAU også involverer SDU, AU, KU og DTU. Uddannelses- og Forskningsministeriet støtter med godt 40 millioner i alt, og der er så krav om, at universiteterne bidrager med et tilsvarende beløb. For AAU’s vedkommende er det samlede beløb 12,3 millioner kroner, hvor halvdelen kommer fra dels AAU’s Sundhedsvidenskabelige Fakultet, dels fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi.
- Bevillingen vil give os mulighed for at indkøbe udstyr i absolut topklasse og ansætte dedikerede specialister, og det vil give lokale forskere fra såvel universitet som Aalborg Universitetshospital mulighed for at få hjælp til deres forskning hos os. Vel at mærke hjælp i international topklasse – og det i lokalområdet, siger Allan Stensballe.
Attraktivt for læger
Og udover gode forskningsresultater forventer Allan Stensballe, at de gode forskningsmuligheder vil have en anden effekt.
- Gode forskningsmuligheder er noget af det, som de dygtige yngre læger kigger efter, når de søger job, og det vil andet lige gøre det lettere at tiltrække og fastholde læger til landsdelen og dermed medvirke til at nedbringe lægemanglen i landsdelen, siger Allan Stensballe.
Kontakt/yderligere information:
Lektor Allan Stensballe, Biomedicin ved Aalborg Universitet, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, as@hst.aau.dk, telefon 6160 8786