Online-genoptræning kan få dobbelt så mange hjertepatienter i gang

Online-genoptræning kan få dobbelt så mange hjertepatienter i gang

Forskningsprojekt viser, at såkaldt telerehabilitering kan motivere dobbelt så mange til at gennemføre et fuldt genoptræningsforløb. Det kan spare patienterne for tilbagefald og kommuner og sundhedsvæsen for penge. I dag tager kun tre procent af årligt 86.000 patienter, som har været indlagt med hjerte- og kredsløbslidelser, imod et tilbud om genoptræning.

Genoptræning i hjemmet frem for på hospital eller sundhedscenter kan få dobbelt så mange hjertepatienter i gang igen efter en indlæggelse og samtidig spare penge i kommunerne. Det viser nye forskningsresultater fra et nordjysk forsøgsprojekt.

Og der er god grund til at udvikle de nuværende tilbud om genoptræning. Hvert år bliver 86.000 danskere indlagt med hjerte- og kredsløbslidelser, som kan være livstruende, men tal fra Hjerteforeningen viser, at kun tre procent af dem efterfølgende deltager i et fuldt genoptræningsforløb. Det giver øget risiko for tilbagefald med forringet livskvalitet til følge for patienterne og flere genindlæggelser, som betyder øgede udgifter for sundhedsvæsenet.

- Når kun tre procent normalt deltager i et genoptræningsforløb, er der flere årsager. Ikke alle kender sundhedsvæsenets tilbud. Mange synes, at der er for langt at køre hen til træningsstedet, og at åbningstiderne i de kommunale sundhedscentre er for ufleksible. Alt det kommer man uden om med telerehabilitering, og resultaterne af vores forsøgsprojekt viser, at tilbuddet om at kunne genoptræne i eget hjem har fået dobbelt så mange til at tage imod tilbuddet, siger forskningsleder og lektor ved Aalborg Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Birthe Dinesen.

Ved telerehabilitering forstås, at patienter kan gennemføre genoptræning i eget hjem og samtidig være i kontakt online med en fysioterapeut eller sygeplejerske og få råd og vejledning om genoptræningsaktiviteter. Og det har deltagerne i forsøgsprojektet kaldet Teledialog altså taget godt imod.

Projektet er et samarbejde mellem Hjertekirurgisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, Hjerteafdelingen på Sygehus Vendsyssel samt Hjørring og Frederikshavn Kommuner. Målgruppen i det videnskabelige forsøg har været hjertepatienter, som har haft en blodprop i hjertet eller som har fået en hjerteoperation. I alt 151 patienter deltog i forsøget. Ved udskrivelse blev der trukket lod om, hvorvidt hjertepatienterne skulle i en forsøgsgruppe eller en kontrolgruppe.

Hjertepatienter i forsøgsgruppen skulle i tre måneder måle blodtryk, puls, vægt og antal gåede skridt. På en tablet kunne de se deres egne værdier og følge udviklingen i en fælles journal for sygehus, kommune og patienten selv. Hjertepatienterne havde også adgang til en elektronisk værkstøjskasse, hvor de kunne se videoer med andre hjertepatienter, se øvelser, som anbefales efter en hjerteoperation m.v.

Økonomisk genvinst for kommunerne

Aalborg Universitet har efterfølgende i samarbejde med sundhedsøkonom Kristian Kidholm fra Odense Universitetshospital gennemført en sundhedsøkonomisk evaluering af telerehabiliteringsprogrammet. Resultaterne viser, at:  

  • Skræddersyet telerehabilitering i patientens eget hjem fordobler hjertepatienters deltagelse i genoptræning efter en hjertesygdom.
  • Sygehusene sparer udgifter til patientransport, og patienter sparer tid og kan gennemføre genoptræning, hvor og hvornår de vil.
  • Hjertepatienters livskvalitet viser, at telerehabilitering som et ligeså godt alternativ som genoptræning på et sygehus eller kommunalt sundhedscenter.
  • For at opnå gevinsterne ved telerehabilitering kræver det, at kommuner og hospitaler vil investere i teknologien og samtidig omlægge arbejdsgange, så der opnås stordriftsfordele. Til gengæld for investeringen opnår kommunerne den gevinst, at de ved hjælp af telerehabilitering kan servicere flere borgere og give en mere individuel genoptræning.

Og det er vigtigt, at patienterne kommer i gang med genoptræningen.

- Ved at tilbyde telerehabilitering, vil kommunerne kunne stimulere en bredere gruppe af hjertepatienter til at lave livsstilsændringer, hvilket vil være med til at forebygge, at deres sygdom forværres. Samtidig vil det mindske behovet for genindlæggelser og dermed medføre en markant besparelse for kommunerne, siger Birthe Dinesen

 

Fakta om Teledialog

Partnere i projektet: KMD, IBM, Tunstall Healthcare, Oscar Film, Linak, Roche Diagnostiks, SOS International, KR-Hospitalsudstyr, Zibo, Medicinsk Center på Kardiologisk Afdeling ved Sygehus Vendsyssel i Hjørring, Hjerte-Lunge kirurgisk Afdeling ved Aalborg Universitetshospital, Center for Klinisk Forskning ved Sygehus Vendsyssel, sundhedscentre i Hjørring og Frederikshavn Kommuner, Institut for Psykologi ved Århus Universitet, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi ved Aalborg Universitet og CIMT ved Odense Universitetshospital.

Samlet budget: 13 millioner kroner. Projektet er finansieret af UNIK partnerskabet, Forsknings-og Innovations Styrelsen, EIR Businesspark samt medfinansiering fra alle partnere.

 

Yderligere informationer:  

Forskningsleder og lektor Birthe Dinesen, Laboratoriet for Velfærdsteknologi, SMI, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet. Tlf. 2051 5944 eller e-mail:bid@hst.aau.dk

Professor Jan Jesper Andreasen, Klinik Hjerte-Lunge, Hjerte-Lungekirurgisk Afsnit, Aalborg Universitetshospital. Tlf. 4118 1475 eller email: jja@rn.dk

www.teledialog.dk

Resultaterne blev offentliggjort i en videnskabelig artikel i Journal of Telemedicine and e-Health 24. december 2015. Artiklen havde titlen ”Cost-Utility Analysis of a Cardiac Telerehabilitation Program: The Teledialog Project.