Radon trænger ind i bygninger gennem luftutætheder i konstruktioner mod jord, fx terrændæk og kælder. Både ved nybyggeri og renovering kan man for at mindske indtrængning af radon placere en radonspærre i bygningsbasis.
Men når man tilfører en diffusions- og lufttæt membran for at holde radon ude, ændrer man også på konstruktionens bygningsfysiske egenskaber. En diffusionstæt membran er tæt overfor vanddamp.
”En diffusions- og lufttæt membran på kældervægge og kældergulv holder både radon og fugt ude. Fugten skal derfor finde andre veje i konstruktionen. Er grundvandsspejlet højt, vil fugt typisk trænge højere op i konstruktionen, og det kan give fugtskader i etageadskillelsen”, forklarer seniorforsker Torben Valdbjørn Rasmussen fra Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet København. Han har netop undersøgt en stribe forskellige typer radonspærrer i forbindelse med videreudviklingen af en testmetode.
”Løsningen kan være at lægge en diffusionsåben membran, fx et pudslag, som ikke er helt så lufttæt, men som til en vis grad kan holde radon ude. Er radonniveauet meget højt, skal radonspærren selvfølgelig være meget lufttæt, og så kan det være nødvendigt at lægge et omfangsdræn for at sikre, at vandet fra jorden holdes væk fra bygningen”, siger Torben Valdbjørn Rasmussen.
Du kan møde Torben Valdbjørn Rasmussen på efteruddannelseskurset i radonrenovering, som begynder 8. november. Læs mere på www.sbi.dk/kurser/radon.
Læs mere om prøvning af radonspærrer i SBi 2016:21 Lufttæthed af materialer til radonsikring.