Antallet af ansøgere til uddannelser på Aalborg Universitet (AAU)har endnu engang sat rekord. 16.042 havde ved ansøgningsfristens udløb 5. juli søgt om at blive optaget på en AAU-uddannelse. Det er mere end 1.000 flere end sidste år og en stigning på 7,7 procent.
Af de mange ansøgere havde 5.384 en AAU-uddannelse som førsteprioritet. Det er også en stigning fra 5.144 sidste år.
Stigningen i antallet af ansøgere gælder for alle fire fakulteter med det Sundhedsvidenskabelige Fakultet i spidsen med en fremgang på 10,4 procent i ansøgninger og 14,3 procent i førsteprioriteter. Det er især medicinstudiet, som har tiltrukket flere ansøgninger. Uddannelsen er klart AAU’s mest søgte med i alt 1.592 ansøgninger, hvoraf 261 er førsteprioriteter – begge tal er steget markant siden sidste år.
Også en række af de samfundsvidenskabelige uddannelser har oplevet mærkbare stigninger – særligt i forhold til førsteprioriteter – herunder bl.a. jura og socialrådgiveruddannelsen. Det er dog især de erhvervsøkonomiske uddannelser har øget deres popularitet blandt de studiesøgende. Alene bachelorstudiet i Economics and Business Administration har mere end fordoblet antallet af førsteprioriteter fra 83 til 189 ud af årets i alt 504 ansøgninger.
AAU’s civilingeniøruddannelser kan som helhed også fremvise pæn fremgang med i alt 11,6 procent flere ansøgninger og 8 procent flere førsteprioriteter. Også diplomingeniøruddannelserne går frem med 21,4 procent flere ansøgninger med førsteprioritet.
De seneste år har AAU indført adgangsbegrænsning på en del af sine uddannelser, fortrinsvis de humanistiske og samfundsvidenskabelige. De betyder, at der bliver rift om pladserne på f.eks. uddannelsen i Kommunikation og Digitale Medier, som udbydes både i Aalborg og i København, og som også har oplevet en markant stigning i ansøgertal. Således har sammenlagt 940 – heraf 285 med førsteprioritet – søgt om at få en af de i alt 155 pladser på studiet.
På fire andre studier er antallet af førsteprioriteter mindst halvanden gang så højt som antallet af studiepladser, mens der på medicin, jura og psykologi er mere end dobbelt så mange ansøgninger med førsteprioritet som der er studiepladser.
Alle ansøgere får natten til den 30. juli besked om, hvorvidt de er kommet ind på deres ønskede uddannelse. For de, som får afslag på deres ansøgning, er der stadig håb om at blive optaget på et studie, når anden ansøgningsrunde går i gang. Allerede fra 30. juli kan man på aau.dk se, hvilke studier der stadig har ledige pladser.
Yderligere oplysninger:
Studiechef Lone Vestergaard, tlf. 2094 1653, e-mail lov@adm.aau.dk
Pressemedarbejder Anette Marcher, tlf. 2120 0241, e-mail ama@adm.aau.dk
Fakta (tal i parentes er for 2015)
Samlet antal ansøgninger: 16.042 (14.904)
Førsteprioriteter: 5.384 (5.144)
Fordeling på fakulteter:
Det Humanistiske Fakultet – 3.756 ansøgninger / 1.206 førsteprioriteter (3.556 / 1.215)
Det Samfundsvidenskabelige Fakultet – 4.610 ansøgninger / 1.586 førsteprioriteter (4.303 / 1.397)
Det Teknisk- Naturvidenskabelige Fakultet – 5.290 ansøgninger / 2.082 førsteprioriteter (4.880 / 2.085)
Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet – 2.386 ansøgninger / 510 førsteprioriteter (2.165 / 447)
Fordeling på campusser:
Aalborg – 13.714 ansøgninger / 4.595 førsteprioriteter (12.797 / 4.333)
Esbjerg – 427 ansøgninger / 186 førsteprioriteter (410 / 180)
København – 1.901 ansøgninger / 603 førsteprioriteter (1.697 / 631)
Mest søgte uddannelser
Alle ansøgninger |
Førsteprioriteter |
|
1. | Medicin - 1.592 | Erhvervsøkonomi - 341 |
2. | Psykologi - 1.075 | Psykologi - 307 |
3. | Jura - 917 | Socialrådgiver - 303 |
4. | Erhvervsøkonomi - 740 | Jura - 293 |
5. | Socialrådgiver - 688 | Medicin - 261 |
6. | Kommunikation og Digitale Medier, København - 542 | Economics and Business Administration - 189 |
7. | Economics and Business Administration - 503 | Language and International Studies, English - 170 |
8. | Sociologi - 468 | Kommunikation og Digitale Medier, København - 143 |
9. | Erhvervsøkonomi, jura - 455 | Kommunikation og Digitale Medier, Aalborg - 142 |
10. | Language and International Studies, English - 438 | Software - 135 |
11. | Kommunikation og Digitale Medier, Aalborg - 398 | Sociologi - 133 |
12. | Medicin med Industriel Specialisering - 352 | Medialogi, København - 132 |
13. | Medialogi, København - 341 | Medialogi, Aalborg - 129 |
14. | Idræt - 332 | Medicin med Industriel Specialisering - 117 |
15. | International Virksomhedskommunikation, Engelsk - 317 | Arkitektur og Design - 116 |