Stort behov for at dele viden om bygningsfysiske forhold

Stort behov for at dele viden om bygningsfysiske forhold

I en travl hverdag kan det være vanskeligt at hæve blikket fra skrivebordet og dele viden med andre end blot de nærmeste kolleger. På Bygningsfysikdag 2016, der afholdes 1. juni, får byggebranchen mulighed for at dele den nyeste viden om bygningsfysiske forhold.

Bygningsfysikdag 2016 foregår 1. juni på Aalborg Universitet København. Arrangementet afholdes i samarbejde mellem IDA Bygningsfysik, BYG-ERFA og Statens Byggeforskningsinstitut (SBi) ved Aalborg Universitet København.

På Bygningsfysikdag 2016 deler forskere, praktikere og beslutningstagere den nyeste viden om bygningsfysik. Målgruppen er alle, der arbejder med at skabe bedre byggeri, særligt med hensyn til energiforbrug, fugt og indeklima. Bygningsfysikdag 2016 har to hovedtemaer: Fugtsikre løsninger og energieffektivt byggeri. Dagens program er tilrettelagt af en programkomité, der består af forskere og praktikere, der kender behovet for ny viden i byggebranchen.

Relevant viden tilpasset de travle

”I en travl hverdag er det for praktikere og udførende ofte svært at få tid til at hæve blikket. Bygningsfysikdagen 2016 er en god mulighed for at blive opdateret på ny viden, uden at kalenderen derved bliver overfyldt”, siger konceptudviklingschef Peter Weitzmann, NCC Construction Danmark A/S, der har deltaget i programkomitéen.

”Vi vil gerne have helhedstænkning og bæredygtighed med i vores projekter, men det kræver, at vi er med på detaljerne, og det er det, vi kan få ny viden om på bygningsfysikdagen. Her får vi både specifikke løsninger på problemer, som vi støder på i vores arbejde og den nyeste viden på vigtige områder som energieffektivt byggeri og fugtsikre løsninger”, forklarer Peter Weitzmann.

Forskning og erfaringer går hånd i hånd

På bygningsfysikdagen kan deltagerne blandt andet høre forskningsleder Jens Hesselbjerg Christensen fra DMI fortælle om, hvilke fugtbelastninger fremtidens byggeri skal holde til. Deltagerne vil også få indblik Byggeskadefondens erfaringer med grønne tage samt danske og svenske erfaringer med tyndpuds direkte på den udvendige facadeisolering. Erfaringerne vil blive sat i perspektiv af forskere fra SBi og Aarhus Universitet, der vil fortælle om den seneste forskning i fugtsikre løsninger og energieffektivt byggeri.

Læs mere om Bygningsfysikdag 2016 på www.bygningsfysikdag.dk.

Yderligere oplysninger kan fås hos seniorforsker Ruut Hannele Peuhkuri og kommunikationschef Jesper Kirkeskov.