To nye fakulteter på Aalborg Universitet navngivet

To nye fakulteter på Aalborg Universitet navngivet

Det Tekniske Fakultet for IT og Design og Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet får hver især en skarpere, mere koncentreret profil, når AAU’s Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet deles i to ved udgangen af året.

Det Tekniske Fakultet for IT og Design og Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet. Sådan kommer de to nye fakulteter på Aalborg Universitet (AAU) til at hedde, når det nuværende Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet ved udgangen af året deles i to.

Bestyrelsen på AAU besluttede i april at omorganisere universitetets Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet i to fakulteter. Siden da har en styregruppe arbejdet på at tilrettelægge den praktiske og administrative side af opdelingen og føre den ud i livet. Det arbejde omfatter også at navngive de to nye fakulteter, som altså kommer til at hedde Det Tekniske Fakultet for IT og Design og Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet.

Baggrunden for at dele universitetets Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet var et ønske om bedre at kunne imødegå samfundsmæssige udfordringer – f.eks. manglen på specialiserede medarbejdere som ingeniører og kandidater i naturvidenskab.

For at opnå det får det to nye fakulteter med opdelingen både mere ledelseskraft og hver især en skarpere, mere koncentreret profil, når de i alt 10 institutter og 12 studienævn samles med beslægtede forskningsmiljøer og uddannelser i de to nye fakulteter. Det Tekniske Fakultet for IT og Design vil bl.a. bestå af Institut for Datalogi og Institut for Elektroniske Systemer, mens f.eks. Institut for Energiteknik og Institut for Kemi og Biovidenskab vil høre under Det Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet.

Den nuværende dekan for Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet, Eskild Holm Nielsen, fortsætter som dekan for det nye Tekniske Fakultet for IT og Design, mens Mogens Rysholt Poulsen er ansat pr. 1. september for at blive dekan for det kommende Ingeniør- og Naturvidenskabelige Fakultet.

På engelsk hedder de to nye fakulteter henholdsvis Technical Faculty of IT and Design og Faculty of Engineering and Science.

 

Yderligere oplysninger:

Rådgiver Bo Jeppesen, tlf. 6140 4061, e-mail boje@adm.aau.dk

Se også:

http://www.aau.dk/nyheder/uddannelse/vis/teknisk-naturvidenskabeligt-fakultet-paa-aau-deles-i-to.cid252479