Et af de store problemer på landets plejehjem er, at mange ældre ikke får rørt sig nok. Selv om der stort set alle steder er adgang til motionsrum og fysioterapeuter, får mange af beboerne kun sjældent pulsen op. Det skal der gøres noget ved, for fysisk aktivitet holder kroppen – og hjernen – i gang og gør de ældre mere selvhjulpne. Nu viser et nyt ph.d.-projekt fra Aalborg Universitet, at ny teknologi i form af virtual reality-briller kan være det, der skal til for at få de ældre op på motionscyklerne.
Det er Jon Ram Bruun-Pedersen fra Multisensory Experience Lab ved Institut for Arkitektur og Medieteknologi på AAU København, der har forsøgt at gøre de ældres motion til en digital oplevelse frem for en sur pligt.
- Alt for tit ender de ældre med at sidde og kigge ind i en væg eller stirre passivt ind i et fjernsyn. Som udgangspunkt er de som regel ikke specielt motiverede for at dyrke motion. Dels fordi det kan gøre ondt, hvis man skal i gang igen efter lang tids inaktivitet, og dels fordi det ikke er særlig interessant at sidde og kigge ind i en væg, mens man cykler, siger han.
På langtur foran skærmen
Sammen med fysioterapeuterne på det københavnske plejehjem Akaciegården gennemførte Jon Ram Bruun-Pedersen et forsøg, hvor der blev sat store tv-skærme op foran motionscyklerne i aktivitetsrummet. Mens de cyklede, kørte de gennem forskellige virtuelle landskaber på tv-skærmen.
De 21 ældre, der deltog i forsøget, kunne bl.a. vælge mellem at køre på en parkvej mellem grønne plæner, søer, blomster og sommerfugle, gennem en snedækket nåleskov eller på en bjergside. Cyklerne var sat sammen med skærmene, så den fart de ældre cyklede med afspejlede den hastighed, de bevægede sig igennem landskabet med.
- Forsøget viste, at de ældre var rigtig glade for den oplevelse, de fik ud af det, fortæller Jon Ram Bruun-Pedersen. - De levede sig meget ind i det og følte det som om de skulle træde ekstra hårdt i pedalerne for at komme op ad bakke på skærmen – også selv om de reelt ikke blev udsat for hårdere modstand på cyklen.
På med brillen
I næste del af forsøget gjorde Jon Ram Bruun-Pedersen oplevelsen endnu mere intens. Her udstyrede han de ældre med Virtual Reality-briller – en slags dykkermaske med små skærme foran øjnene, der gør at man får fornemmelsen af at blive ført ind i en anden verden, fordi man kan se sig omkring i landskabet. Når man drejer hovedet, svarer fornemmelsen til, at man ser sig omkring i virkeligheden – man kan se ud over kanten på bjerget, se fuglene flyve på himlen over sig og bevæge sig frit rundt mellem bygninger, planter og træer.
Illusionen er meget virkelighedstro, og de ældre fik på den måde en livagtig oplevelse af at være ude i naturen – selv om de stadig befandt sig på en motionscykel i fysioterapirummet på plejehjemmet.
- Vi havde sat forsøget op, så deltagerne kunne køre i de samme landskaber, som de kendte fra skærmene. De tog forbløffende godt imod oplevelsen. For mange kan det være en voldsom oplevelse at træde ind i en virtuel verden, men de ældre havde en overraskende høj tolerancetærskel, fortæller Jon Ram Bruun-Pedersen.
Nye muligheder
Ud fra de interviews, Jon Ram Bruun-Pedersen gennemførte med deltagerne i forsøget, kan man læse, at de ældres lyst til at bruge motionscyklerne er blevet markant større.
- Det er rigtig positivt, siger han. - Dels fordi det er godt for deres fysik, at de kommer til at røre sig noget mere, men også fordi jeg gerne ville give dem oplevelsen af at komme ud af plejehjemmet og ud i verden – også selv om det er en virtuel verden.
De gavnlige effekter af at bruge Virtual Reality til ældre begrænser sig ikke nødvendigvis til at få dem i bedre fysisk form. Jon Ram Bruun-Pedersen nævner selv den forøgede livskvalitet ved at ”komme ud” og opleve noget.
- Det kan godt være, at du ikke kan gå ud af plejehjemmet og tage et fly til Mallorca eller en bus til Harzen, men derfor kan man godt opleve, hvordan det er at gå en tur i bjergene eller besøge nogle af verdens store seværdigheder. Det kunne også være at man gerne ville gå en tur i sit barndomskvarter eller andet, der har haft stor betydning for en, siger han. - De muligheder er der med Virtual Reality.
Stor efterspørgsel
Forsøget på Akaciegården blev gennemført tidligere i år, men det er næppe sidste gang, de ældre har haft en VR-brille på.
Efter at forsøget stoppede, er Jon Ram Bruun-Pedersen blevet kontaktet af de fysioterapeuter, han arbejdede sammen med, som nu vil bruge virtual reality i deres træningsprogrammer for ældre fremover.
Både beboere på plejehjemmet og en række pårørende har ligeledes efterspurgt, at teknologien kan blive fast inventar i motionsrummet.
Yderligere oplysninger
- Jon Ram Bruun-Pedersen, Videnskabelig assistent, Institut for Arkitektur og Medieteknologi, AAU København, mobil 5356 5383.
- Download foto af Jon Ram Bruun-Pedersen med motionscykel, hovedtelefoner og Virtual Reality-briller (foto: Jakob Brodersen).