nyhedsarkiv

AAU-forskere bidrager til bedre ingeniøruddannelser i Indien

AAU-forskere bidrager til bedre ingeniøruddannelser i Indien

Over 200 indiske universitetsfolk deltog, da forskere fra Aalborg Universitets UNESCO-center var i Indien for at dele viden om problembaseret læring. Det skal på sigt føre til bedre ingeniøruddannelser og gøre dimittenderne bedre i stand til at løse komplekse problemer

Lagt online: 26.11.2019

Tekst: Nelly Sander
Foto: Aalborg Universitet

I Indien er der et udtalt ønske om at forbedre ingeniøruddannelserne og uddanne ingeniører, der er i stand til at løse komplekse problemer i en verden, hvor teknologien forandrer sig lynhurtigt. Derfor har Aalborg Universitets UNESCO-Center for Problembaseret Læring netop afholdt et regionalt symposium i Indien. Her var KLE Tech i Hubli vært for over 200 deltagere fra indiske universiteter.
 

Videndeling og networking

Ud over at lære af forskere fra Aalborg Universitet (AAU) fik deltagerne mulighed for at udveksle erfaringer med hinanden og skabe netværk. Symposiet er første skridt imod implementering af problembaseret læring på stor skala i Indien, og en vigtig del af formålet var at forbinde ledere og undervisere fra de indiske universiteter med hinanden, så de fremover kan trække på hinandens erfaringer.

Professor Anette Kolmos er leder af UNESCO-centret og én af hovedkræfterne bag symposiet. Hun fortæller om baggrunden:

− Vi arrangerer i forvejen internationale forskningssymposier, som er med til at skabe en forandringsproces blandt ingeniøruddannelser verden over. Med det regionale symposium i Indien bidrager vi til at støtte endnu mere op om at forbedre kvaliteten af ingeniøruddannelser i nogle af de områder af verden, hvor vi virkelig kan gøre en forskel.

Indien er et særligt interessant område på grund af det store fokus på ingeniøruddannelser, og AAU-forskerne kan ifølge Anette Kolmos bidrage både med deres direkte erfaringer med problembaseret læring og med den forskning de udfører, der dokumenterer de mange fordele ved læringsmetoden.
 

Digitalisering og bæredygtighed

AAU bidrog med en række keynote-talere og workshops på seminaret, hvor der i øvrigt også var stor interesse for de seneste tiltag på AAU, hvor digitalisering, bæredygtighed og megaprojekter bliver integreret i den problembaserede læring.

Det er planen, at det regionale symposium i Indien skal gentages hvert andet år, næste gang i 2021. I mellemtiden fortsætter samarbejdet mellem AAU og en række indiske universiteter. 

AAU er verdenskendt for sin undervisningsform med problembaseret læring (PBL), hvor de studerendes læring er baseret på arbejdet med virkelige problemstillinger i tæt samspil med det omkringliggende samfund. Det er bl.a. arbejdet med at udvikle problembaseret læring, der har sikret AAU placeringen som Europas bedste ingeniøruniversitet i en rapport udarbejdet af Massachusets Institute of Technology (MIT) i 2018.

Læs mere om UNESCO Center for Problem Based Learning in Engineering Science and Sustainability 

 

Kontakt:

Anette Kolmos, professor og leder af UNESCO Center for Problem Based Learning in Engineering Science and Sustainability https://www.ucpbl.net/] tlf. 2020 4208, ak@plan.aau.dk
Nelly Sander, presseansvarlig, Det Tekniske Fakultet for IT og Design, tlf. 9940 2018, nsa@adm.aau.dk