nyhedsarkiv

Forskerhold rykker ud i Sydhavnen

Forskerhold rykker ud i Sydhavnen

Nyt forskningsprojekt vil involvere børn og unge fra socialt udsatte boligområder i at skabe fremtidens bæredygtige byer.

Lagt online: 02.05.2018

I løbet af i år rykker et forskerhold fra Aalborg Universitet ud i et boligsocialt område i Sydhavnen, hvor kommunen skal i gang med en byfornyelsesindsats. Det sker som et led i det store treårige tværvidenskabelige forskningsprojekt, Community Drive, som bl.a. skal finde svar på, hvordan børn og unge kan uddannes til at være med til at løse byens komplekse problemer.

Projektet tager afsæt i et samarbejde mellem projektkoordinator i Borgercenter Børn og Unge Anna Elming Lindenhoff i Københavns Kommune og Rikke Magnussen, lektor i digitalt læringsdesign fra Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet i København. I 2015 gennemførte de projektet Byen på Spil, hvor elever fra Kirsebærhavens skole i Valby arbejdede med at udvikle ideer til kommunens fornyelse af boligområdet omkring Folehaven ved hjælp af bl.a. computerspillet Minecraft. Siden er dette koncept også udbredt til Nordvestkvarteret, hvor børn og unge på to skoler i udsatte boligområder er med til at udvikle deres bydel i samarbejde med kommunens byplanlæggere og arkitekter.

Samarbejde mellem praktikere og forskere

Et forskerhold fra både tekniske og humanistiske institutter på Aalborg Universitet med Rikke Magnussen i spidsen bygger nu videre på erfaringerne fra Byen på Spil i et projekt, hvor forskning, praksis og uddannelse går op i højere enhed. Projektets mål er nemlig at danne et nyt forskningsfelt baseret på såkaldt Community Driven Research. Det er forskning, som bygger på videnssamarbejde mellem borgere, kommunens praktikere og forskere, og som udføres og bruges i fællesskab med brugere uden for forskningsverdenen.

I begyndelsen af det nye år rykker forskerholdet derfor ud til skoler i Københavns Sydvestkvarter, hvor kommunen skal i gang med en byfornyelsesindsats. Her skal forskerne i samarbejde med lærere og elever på den lokale skole og fagfolk fra Socialforvaltningen, Børne- og Ungeforvaltningen samt Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune i første omgang kortlægge og blive klogere på de store problemer i området.

Elever skal tracke området og sig selv

På den baggrund skal forskerne i samarbejde med skolens lærere skabe et undervisningsdesign, som skal bruges til at klæde eleverne på med kompetencer til at udvikle ideer og løsninger til udviklingen af deres eget boligområde. Det skal de blandt andet gøre ved at arbejde med datadokumentation og ved at udvikle digitale og fysiske modeller af deres fremtidige bydel.

Forskerne skal fx hjælpe med at få målerudstyr ind i undervisningen, så eleverne kan dokumentere og måle på forskellige forhold i deres eget boligområde. Med sensordata kan de fx tracke, hvor der er liv og lys, og hvor der er helt dødt og mørkt i området. De kan også sætte sensorer på sig selv for at måle, hvordan deres krop reagerer ved at gå rundt i området.  

 - Projektet skal være med til at udvikle designprocesser til, hvordan eleverne kan dokumentere deres levede erfaringer og omsætte den ekspertviden, de har, til visionære løsningsforslag i samarbejde med arkitekter og byudviklere, fortæller Rikke Magnussen, som vurderer, at børn og unge er meget motiverede for at arbejde med at omsætte deres viden og være med til at udvikle deres bydel.

- I vores surveys fra tidligere projekter kan vi se, at de bliver opmærksomme på, at de er eksperter på deres eget område. De finder ud af, hvor meget viden de har, og de begynder at få en mening om deres lokalområde. Men vi kan også se, at det er svært for dem at få reel indflydelse på forvaltningsniveau i byfornyelsesprocesser, siger Rikke Magnussen, som håber, at projektet kan give et bud på, hvad der skal til for, at børn og unge kan formidle deres viden på en måde, som kan bruges i forvaltningens byfornyelsesprocesser.

Anna Elming Lindenhoff er med ombord som projektkoordinator på projektet og sidder desuden i projektets styregruppe. Hun er begejstret over, at Byen på Spil nu bliver løftet op i stor skala.

- Hidtil har vi frikøbt Rikke Magnussen til at være med i Byen på Spil. Men vi får virkelig noget tilbage nu, hvor Aalborg Universitet kommer med hele kavaleriet af forskere og kloge mennesker, som kommer til at give os vigtig ny viden og metoder til, hvordan vi bedst klæder børn og unge på med kompetencer til at løse komplekse problemer fra den virkelige verden.

Læs mere om projektet:

http://www.strategi.aau.dk/Forskning/Tv%C3%A6rvidenskabelige+forskningsprojekter/Community+Drive/

For yderligere information kontakt:

Rikke Magnussen på tlf.: 2013 4520 eller rikkem@hum.aau.dk