nyhedsarkiv

Indvandrere koncentreres i bestemte områder, fordi andre ikke vil bo der

Indvandrere koncentreres i bestemte områder, fordi andre ikke vil bo der

Ny bog samler, hvad man ved fra den internationale forskning om årsagerne til etnisk segregation i europæiske byer.

Lagt online: 12.09.2019

Når nogle byområder rummer en høj andel af indvandrere, skyldes det først og fremmest, at den øvrige befolkning fravælger de pågældende områder. Det fremgår af en ny bog, skrevet af adjungeret professor Hans Skifter Andersen fra Statens Byggeforskningsinstitut på Aalborg Universitet København.

”Politikere og medier har haft travlt med at fortælle en historie om, at indvandrere søger sammen og danner parallelsamfund i udvalgte boligområder, men det er at vende tingene på hovedet”, siger Hans Skifter Andersen.

Han forklarer, at jo flere indvandrere der er i et boligområde, des ringere tiltrækningskraft har området over for ikkeindvandrere. Det skyldes, at disse boligområder bliver talt ned i offentligheden, at det har lav status at bo i områder med mange indvandrere, og at nogle har fordomme om etniske minoriteter. Dermed opstår der en selvforstærkende proces, som gør det endnu nemmere for indvandrere at få boliger i de pågældende områder.

Samme årsag overalt i Europa

Hans Skifter Andersens nye bog er en opsamling af den eksisterende viden om årsagerne til den etniske segregation i europæiske byer. I alle lande i Europa bor indvandrere i større eller mindre udstrækning anderledes end majoritetsbefolkningen, og nogle af dem opsamles i bestemte byområder. Der er imidlertid store forskelle på, hvor adskilt indvandrerne bor. Kun nogle få steder er der byområder med et flertal af den samme etniske gruppe. De fleste indvandrerområder består af mange forskellige etniske grupper, såkaldte multietniske områder.

I bogen peges på tre hovedårsager til segregationen: Majoritetsbefolkningens fravalg af byområder med mange indvandrere, hvilke boligmuligheder der er til rådighed for indvandrere, og indvandrernes særlige behov og præferencer.

Forholdende på boligmarkedet har stor betydning for, hvor indvandrere kan finde bolig. De er mest henvist til lejeboliger, og hvis der er få af disse, eller indvandrere har svært ved at få adgang til dem, opsamles de ofte i de dårligste boliger i bestemte områder.

”I nogle tilfælde er der tale om diskrimination, hvor udlejerne søger at undgå indvandrere”, siger Hans Skifter Andersen.

Når de boliger, som indvandrere har adgang til, er koncentreret i bestemte byområder, bliver segregationen høj. Det er især sket i lande med et meget liberalt boligmarked, men også steder hvor socialt boligbyggeri, som i Danmark, er samlet i store boligområder. Generelt er segregationen dog mindre i Danmark end i de fleste andre lande.

Hans Skifter Andersen præsenterer hovedpointerne i sin nye bog ved et arrangement på Aalborg Universitet København onsdag 18. september kl. 16.00. Tilmelding på www.sbi.dk/segregation.

Bogen ’Ethnic Spatial Segregation in European Cities’ er netop udgivet på det engelske forlag Routledge.

Yderligere information ved henvendelse til adjungeret professor Hans Skifter Andersen.