Tekst: Trine Kristensen, AAU Kommunikation
Foto: Lene Klitgaard, Universitarium
Kan du styre energiforbruget i en hel by og ved du, hvad der skal til for at gemme varme fra sommer til vinter? Det og meget mere kan du både afprøve og finde svar på til årets Universitarium, der for tredje år i træk finder sted på Hovedbiblioteket i Aalborg.
Lørdag den 29. juni kl. 10 åbner Universitarium officielt, og der er gratis adgang for alle til de mange eksperimenter, udstillinger og science shows.
Årets tema er energi, og der er rig mulighed for at få et indblik i, hvordan vi sammen skaber en bæredygtig fremtid.
- Den grønne dagsorden er for alvor kommet i fokus, og det gør det blot endnu vigtigere, at vi har en indsigt i, hvordan energi faktisk fungerer. På Universitarium kan børn, unge og deres forældre både blive klogere på, hvor energi kommer fra, hvordan vi bruger den bedst muligt og hvordan vi kan opbevare den, indtil vi får brug for den, forklarer projektleder Lene Klitgaard.
Universitarium er et sommereksperimentarium for børn og unge, hvor naturvidenskab og teknik formidles i øjenhøjde og i interaktive forsøg. AAU, UCN, Techcollege og Aalborg Kommune står bag Universitarium, og det er studerende fra AAU og UCN, der guider og forklarer i udstillingen.
Tid og sted
Universitarium finder sted på Hovedbiblioteket i Aalborg, Rendsburggade 2, 9000 Aalborg.
Universitarium er åben for besøgende fra lørdag 29. juni til og med fredag den 27. september 2019. Der er gratis adgang for alle.