Mogens Møller, 54 år, kommer til Aalborg Universitet med stor ledelseserfaring for gennemførelse af byggeprojekter fra ide til drift. Han har arbejdet for den rådgivende ingeniørvirksomhed NIRAS siden 1990 og kommer fra en stilling som direktør med ansvar for NIRAS’ byggerådgivning vest for Storebælt samt i Stavanger. Mogens Møller er bygningsingeniør og HD i afsætningsøkonomi og i organisation.
Aalborg Universitets direktør, Antonino Castrone, ser frem til samarbejdet med den kommende chef for Teknisk Forvaltning.
- Mogens Møller har netop de personlige egenskaber og den ledelsesmæssige erfaring og faglige baggrund, som Aalborg Universitet har brug for. Det er vigtigt, at universitetet råder over attraktive campus-områder, og at vi samtidig driver vores bygningsmasse på en omkostningseffektiv måde, siger Antonino Castrone.
Teknisk Forvaltning står for driften af AAU’s bygninger og anlæg på universitetets campus-områder i Aalborg, København og Esbjerg.
- Jeg vil gerne prøve kræfter med udvikling og drift af en større ejendomsportefølje, og Aalborg Universitet er jo dynamoen for udvikling og vækst i Nordjylland, så det gør jobbet endnu mere interessant, siger han
Som direktør i NIRAS har Mogens Møller blandt andet haft ansvaret for NIRAS’ rådgivning i forbindelse med byggeprojekter som de nye universitetshospitaler i Aalborg og Aarhus, CBS Kilen – Copenhagen Business School på Frederiksberg, Musikkens Hus samt idræts- og kulturcentret Gigantium i Aalborg.
Mogens Møller er gift og har to voksne sønner. I fritiden dyrker han karate, kobujutsu og kajakroning.