nyhedsarkiv

Siemens Gamesa og AAU skal gøre havvind mere effektivt

Siemens Gamesa og AAU skal gøre havvind mere effektivt

Siemens Gamesa Renewable Energy (SGRE) og Aalborg Universitet (AAU) er blevet tildelt 20 mio. Euro i EU-midler til forsknings- og udviklingsprojektet i4Offshore. Projektet fokuserer på at reducere omkostningerne ved havvind betydeligt

Lagt online: 14.12.2018

Projektet i4Offshore skal demonstrere og teste nye vindmølle-teknologier til havs. Det skal føre til løsninger, der vil gøre forbrugernes elregninger lavere sammenlignet med energi produceret ved fossile brændselskilder som olie eller kul eller andre vedvarende energikilder som solenergi eller vandkraft.

- Det er en bunden opgave for os i Siemens Gamesa at medvirke til at reducere omkostningerne ved offshore vindenergi og det glæder os, et der nu er EU-midler til støtte for det arbejde. Vores konstante fokus på innovation - sammen med stærke partnere, kunder og support som dette her projekt fra EU - gør det muligt for os at skubbe branchen fremad, levere en lavere energipris og en højere årlig energiproduktion. Det arbejde, vi skal gøre i løbet af dette projekt, har klare mål om at gavne vores kunder, skatteyderne og samfundet, siger Jesper Møller, der som Senior Specialist i Offshore Technologies på SGREs Offshore Business Unit skal lede projektet.
 

Kæmpe ingeniør-puslespil

I4Offshore-projektet, der er baseret på klassiske ingeniørdiscipliner som strukturanalyse, geoteknisk konstruktion, produktion og risikoanalyse, vil teste en komplet installation af en fremtidig version af en fuldskala Siemens Gamesa offshore turbine. Et nyt 1000-tons spandfundament, en ståljack, et betonovergangsstykke og en ny kabelforbindelse skal vise, at teknologien er pålidelig og at produktion, transport og installation kan gøres mere omkostningseffektivt end i dag.

- En af udfordringerne ved offshore vindenergi er, at de høje omkostninger ved at bygge offshore vindmøller har nødvendiggjort forskellige ordninger med statsstøtte til at gøre vindenergi mere effektiv. Mens alle former for industriel energiproduktion modtager statsstøtte, uanset om de er vedvarende, fossile eller andre kilder, skal vi med dette projekt gøre havvindmøllen endnu mere omkostningseffektiv, siger Lars Bo Ibsen, professor ved Aalborg Universitet.

Projektet tager sigte på at anvende avancerede teknologier til at reducere energiprisen (LCoE) fra offshore vind. LCoE beregningerne viser de samlede omkostninger ved elektricitet fra en bestemt energiteknologi, når alle omkostninger er inkluderet. Men inden projektet når det mål, skal de forskellige elementer vise, at de kan integreres i en samlet løsning.

- Vi har allerede mange stykker, som vi ved fungerer godt hver for sig. Nu er vi ved at samle dem i et stort puslespil og teste, at de arbejder sammen. Når det forhåbentligt er gået godt, skal vi efterfølgende demonstrere overfor kunder, banker og investorer, at offshore-vind både økonomisk og miljømæssigt er fremtiden, tilføjer Ibsen.
 

Kulminationen på 15 års forskning og udvikling

Med bevillingen fra EU sigter parterne mod at bringe teknologien et skridt videre og skabe et endnu mere solidt fundament for oprettelsen af ​​fremtidige havmølleparker rundt om i verden. I4Offshore bygger på en bred vifte af projekter implementeret med støtte fra både EU og en række danske finansieringskilder i løbet af de sidste 15 år.

Desuden vil projektet afprøve installationsløsninger, der er endnu mere bæredygtige end dem, man kender i dag og generer den omkringliggende natur mindst muligt. Bucket-fundamentet kan installeres stort set støjfrit, da installation foregår via sugning i havbunden i stedet for at blive hamret ned ovenfra.

- Ved hjælp af et sugekop-fundament kan vi skåne hvaler og andet undersøisk liv ved at eliminere de lydbølger, som kommer når man hamrer et fundament i havbunden. Og når vindmøllen en gang skal tages ned igen, kan sugespandene, jakkefundamentet og overgangstykket også afmonteres og fjernes relativt let. Materialerne, herunder stål, beton og kabler, kan genanvendes på en meget ressourceeffektiv måde. Så der er mange fordele også miljømæssigt ved udsigterne i dette projekt, siger Møller.

Fakta: Projektets partnere:

Ud over SGRE og AAU er i alt 15 projektpartnere og virksomheder involveret i projektet. De er alle eksperter inden for offshore vindindustrien og omfatter Universal Foundation A / S, Bladt Industries A/S, Per Aarsleff A / S, Salzgitter AG, Windar Renovables, Dr. Techn. Olav Olsen AS, NKT Cables GmbH & Co KG, SINTEF Ocean, Bureau Veritas Marine & Offshore SA, Maersk Broker K / S, Deugro Danmark A / S, Fred. Olsen Windcarrier, Danmarks Tekniske Universitet (DTU).

For yderligere informationer:

Siemens Gamesa:
Rasmus Windfeld
Telefon: +45 4044 6060
rasmus.windfeld.ext@siemens.com

Aalborg Universitet:
Sanne Holm Nielsen
Telefon: +45 25334827
shn@adm.aau.dk