nyhedsarkiv

Unikt laboratorium i Aalborg skal være globalt forskningsmekka

Unikt laboratorium i Aalborg skal være globalt forskningsmekka

Et nyt antennelaboratorium i Aalborg flytter teknologiens grænser og skal sikre, at AAU’s antenneforskere beholder deres globale førerposition

Lagt online: 30.08.2018

I morgen åbner det længe ventede antennelaboratorium på Selma Lagerlöfs Vej ved Aalborg Universitet (AAU). Laboratoriet er det første af sin art i verden og skal bruges af AAU’s Institut for Elektroniske Systemer, som i årtier har været verdensførende inden for antenneforskning.

Det nye antennelaboratorium er det største af sin slags i verden og samtidig det første, som kan skubbe tag og væg til side. Dermed kombinerer det mulighederne ved et lukket antennelaboratorium og en udendørs målestation, forklarer Gert Frølund, som er professor og sektionsleder på antenneafdelingen ved AAU’s Institut for Elektroniske Systemer.

- Når det nye laboratorium åbner væggen og taget, kan det måle kæmpe objekter og signaler over enorme afstande uden jordrefleksion og andre påvirkninger, som udendørs målinger normalt er plaget af. I praksis simulerer laboratoriet et uendeligt stort rum, som er lukket og radiodødt, og det er aldrig set før, siger Gert Frølund.

25 år mere i førertrøjen

I de seneste 25 år, hvor AAU har været verdensførende inden for antenneteknologi, blev de gamle laboratorier ombygget og opgraderet igen og igen i takt med at nye teknologier og muligheder åbnede sig. Og netop den erfaring er baggrund for det ambitiøse og fleksible design af det nye antennelab.

- Vi har ingen ide om hvad det nye lab skal bruges til i fremtiden, og det er netop pointen. Vi tager højde for, at fremtiden vil bringe en rivende udvikling, som er umulig at forudsige, og har bygget laboratoriet så fleksibelt og ambitiøst som muligt, så det er fremtidssikret, siger sektionsleder Gert Frølund fra AAU.

Laboratoriet indeholder en elevator og en måleplatform, som kan løfte og rotere store objekter som biler og satellitter på op til 3500 kg inde i laboratoriet. Og ved at fjerne taget kan endnu større genstande såsom vindmøllevinger eller kampfly sænkes helt eller delvist ned i laboratoriet oppefra.

Fremtidens innovationsgenerator

Antenneforskningen har i årtier været fokuseret på små antenner og mobiltelefoner, men den rolle kan virksomheder og AAU i stigende grad udfylde med de to standard antennemålerum, som den nye facilitet også indeholder, siger Gert Frølund. Derfor samarbejder antenneforskerne nu med flere forskellige brancher.  

- Til den mere eksperimenterende forskning, som er afgørende for AAU og for innovationen, så har vi brug for dette store, fleksible laboratorium. Fremtiden ligger ikke kun i små antenner, men i kommunikationsteknologi i din bil, dit tøj, din vaskemaskine og i alt, hvad man kan forestille sig. Også teknologi som vi ikke kan forudse eller forestille os i dag, siger Gert Frølund.

Antennelaboratoriet indvies officielt fredag den 31. august med en åbningsceremoni kl 13-15 på Selma Lagerlöfs Vej 312. Pressen er velkommen.

 

Kontakt:

Gert Frølund, professor og sektionsleder på ”Antennas, Propagation and Millimetre-Wave Systems (APMS)” ved Institut for Elektroniske Systemer, AAU, 9940 8660, gfp@es.aau.dk

Hiva Ahmadi, pressekontakt, AAU, 22 20 68 69, hiah@adm.aau.dk