I efteråret udsendte regeringen sin længeventede sprogstrategi, der skal sikre, at flere unge i fremtiden opnår solide sprogkompetencer. Det betyder bl.a., at sprogområdet skal styrkes gennem initiativer på tværs af uddannelsessystemet. Men det arbejde er man faktisk allerede i fuld gang med i Nordjylland. For syvende år i træk arrangerer Hjørring Gymnasium & HF-Kursus og Aalborg Universitet nemlig sprogcamp for unge med en særlig interesse og et talent for fremmedsprog. Og det er populært. 174 elever fra 44 gymnasier over hele landet har valgt at bruge den kommende weekend på at arbejde med sprog.
- Igen i år har vi oplevet en overvældende interesse for at deltage i sprogcampen, og det, synes jeg, er meget positivt. I Danmark har vi har mere end nogensinde brug for at opmuntre vores sprogtalenter til at uddanne sig inden for forskellige sprog, og vi fortæller også, hvor mange jobmuligheder der rent faktisk er, når man er dygtig til sprog. I dag kræver erhvervslivet dygtige sprogfolk; man skal helst kunne mindst to og gerne tre fremmedsprog, og vi taler i dag alvorligt om det store behov for dygtige sprogfolk. Der bliver altså rift om de unge, der kan sprog, og det gælder alle brancher, forudser rektor på Hjørring Gymnasium & HF-kursus Elsebeth Gabel Austin.
Erhvervslivet har brug for sprogtalenterne
Sprogcampen afholdes på Hjørring Gymnasium & HF-Kursus og giver de unge mulighed for at beskæftige sig med enten engelsk, tysk, fransk, italiensk, spansk eller kinesisk. I den forbindelse afholder undervisere og studerende fra universitetet en række workshops, inden det hele afsluttes med en stor sprogmesse søndag eftermiddag, hvor de unge sprogtalenter skal præsentere en case omkring en virksomhed, som de har arbejdet med hele weekenden.
- Det er vigtigt med et arrangement som dette, fordi sprog er nøglen til verden. Det har i mange år været den almindelige overbevisning, at bare man kunne engelsk, så kunne man begå sig alle steder. Men sagen er, at uden stærke kompetencer i flere sprog får vi ikke etableret de gode kontakter i Tyskland eller får landet den store ordre i Frankrig. Vi er ganske enkelt nødt til at opprioritere indsatsen, så flere unge mennesker får lyst til at læse sprog, understreger viceinstitutleder Lise-Lotte Holmgreen fra Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet.
Og det er repræsentanter fra det danske erhvervsliv enige i. Virksomheder som Beauté Pacifique, Polar Seafood, World Translation, LEGO (Ole Kirk’s Fond) og EXPO-NET Danmark A/S støtter derfor op om den nordjyske sprogcamp.
- Jeg er meget glad for et initiativ som dette, for sprog er vigtigt. Det er selvfølgelig vigtigt, at unge vil læse til ingeniør eller økonom, men det er lige så essentielt, at unge vælger at læse et sprogfag. Vi er et lille land, og derfor er vi afhængige af eksport. Og vi må forstå, at vi ikke kan komme til Tyskland og tale dansk, engelsk eller fransk. Her er det nødvendigt, at vi kan tale tysk. Får vi ikke flere folk, der kan tale fremmedsprog i fremtiden, kan det bremse opsvinget, advarer Ib Brandt Jørgensen, som er CEO hos World Translation A/S. Derudover deltager han ofte i den offentlige debat og holder foredrag på både gymnasier og universiteter om nødvendigheden af, at vi i Danmark prioriterer sprog højere.
- Sprog i dag er ikke bare oversættelse. Det er bl.a. også procesledelse og tekstforfatning. Sprogcampen er derfor vigtig, for her samler vi unge med interesse for sprog, og det er dem, der skal ud og fortælle andre unge om de muligheder, der er i at arbejde med sprog.
Fakta:
- Det er syvende gang, sprogcampen afholdes
- I år deltager 174 gymnasieelever fra 44 gymnasier
- Sprogcampen afholdes fra fredag den 26. til søndag den 28. januar
- Læs mere om sprogcampen
For yderligere information kontakt:
Elsebeth Gabel Austin, Hjørring Gymnasium & HF-kursus, på tlf.: 99 23 45 17 eller e-mail: au@hj-gym.dk
Lise-Lotte Holmgreen, Aalborg Universitet, på tlf.: 99 40 91 97 eller på e-mail: holmgreen@cgs.aau.dk
Morten Johansen, pressekontakt på AAU, på tlf.: 99 40 91 82