Aktuelt forskningsprojekt vil undersøge og udvikle nye onlinelæringsmetoder til musikundervisning

Aktuelt forskningsprojekt vil undersøge og udvikle nye onlinelæringsmetoder til musikundervisning

Syv AAU-forskere vil som led i et nyt forskningsprojekt i samarbejde med undervisere fra Det Jyske Musikkonservatorium og Aalborg Kulturskole undersøge, hvordan onlineteknologi og nye pædagogiske metoder kan gøre musikundervisning mere vedkommende og relevant for børn og unge. Forskningsprojektet er støttet med i alt 3,7 mio. kr. af fire fonde.

Tekst: Susanne H. Knudsen, Institut for Kultur og Læring
Foto: Colourbox og Christian Thrane, Det Jyske Musikkonservatorium

På landets konservatorier og kulturskoler oplever underviserne et stigende behov for at kunne nå potentielle talenter over hele landet. Forskere fra Institut på Kultur og Læring og Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet (AAU) samt undervisere fra Det Jyske Musikkonservatorium og Aalborg Kulturskole er derfor gået sammen om et helt nyt forskningsprojekt, Online læring i musikundervisning - fra begynder til elite, der skal undersøge, hvordan onlineteknologi og nye pædagogiske metoder kan gøre undervisning i musikudøvelse mere vedkommende og relevant for børn og unge. I den forbindelse vil projektdeltagerne udvikle, afprøve og evaluere en række vidt forskellige onlinelæringsmetoder inden for musikundervisning.

 

 

 

 

 


- Det er vores primære mål at udvikle til og vide noget om onlinelæring i musikundervisningen på konservatoriet og som fag på kulturskolerne. Men det betyder også på længere sigt, at jo flere kontekster, vi er ude at forske i og samskabe design med, desto bedre et grundlag har vi for at kunne lave kvalificeret læringsdesign fremover. Og derudover at kunne se steder, hvor kontekster kan inspirere hinanden og vide, hvor de forskellige fag-fagligheder gør en forskel. Hvor er der potentiale for gode læringsveje, hvor er der begrænsninger og udfordringer, og hvordan kan vi undersøge det?, forklarer professor Rikke Ørngreen fra Institut for Kultur og Læring, der er forskningsleder på projektet.

Et relativt uudforsket forskningsfelt

Forskningsprojektet gennemføres med udgangspunkt i konkrete undervisningsforløb på forskellige niveauer, og i alt 200 musikelever og -studerende inddrages undervejs i projektperioden, som løber frem til maj 2024. Og det er faktisk helt nye stier, der nu betrædes. Hidtil har der kun været lavet få studier af teknologiunderstøttet musikundervisning, og især asynkron digital musikundervisning, som er videobaseret undervisning uden samtidig fysisk møde mellem elev og underviser, er et relativt uudforsket område.

 

 

 

 

 


- Vi er utroligt glade for at kunne sætte gang i dette forskningsprojekt. Det er første gang – også internationalt – at man systematisk og over en længere periode iværksætter, undersøger og evaluerer et bredt spektrum af onlinemusikundervisning. Vi håber, at resultaterne vil komme hele området til gavn og vise nye og frugtbare måder til at inddrage ny teknologi i musikundervisningen, siger lektor ved Det Jyske Musikkonservatorium Søren Rastogi, og afdelingsleder Line Møller fra Aalborg Kulturskole supplerer:

 

 

 

 

 


- Vi er altid interesserede i at lære nyt, perspektivere vores praksis og derigennem udvikle (nye) undervisningsformer og -metoder. Der bliver sjældent forsket på vores område, men vi oplever i stigende grad, at der er behov for, at vi kan understøtte vores “mavefornemmelser” og “formodninger” med dokumenteret, forskningsbaseret viden.

Fakta:

- Forskningsprojektet ”Online læring i musikundervisning - fra begynder til elite” løber fra 01.11.21 til 30.04.24
- Seks forskere fra Institut for Kultur og Læring og en forsker fra Institut for Kommunikation og Psykologi på AAU samt 15 undervisere fra Det Jyske Musikkonservatorium og Aalborg Kulturskole deltager i projektet
- Forskningsprojektet er støttet med 1.800.000 kr. af Det Obelske Familiefond, 1.000.000 kr. af Augustinus Fonden, 800.000 kr. af Aage og Johanne Louis-Hansens Fond samt 100.000 kr. af William Demant Fonden.

Billedtekster:

I november 2021 blev forskningsprojektet igangsat med en workshop i Musikkens Hus i Aalborg, hvor 20 forskere, undervisere og ledere fra Institut for Kultur og Læring og Institut for Kommunikation og Psykologi på AAU, Det Jyske Musikkonservatorium og Aalborg Kulturskole deltog.

Projektdeltagerne mødtes i december og januar for at udforme de individuelle undervisningsforløb, der er en del af det nye forskningsprojekt.

Forskningsprojektet tager udgangspunkt i musikundervisning målrettet studerende og elever på Det Jyske Musikkonservatorium og Aalborg Kulturskole, men formålet er også at generere viden, der kan bruges på andre faglige områder.

Nyheder fra AAU