Virksomheder i Aalborg Øst skal samarbejde for at skabe jobs og grøn forretning gennem bedre brug af områdets ressourcer. Det kan fx være, at et spildprodukt fra én virksomhed bliver til en nyttig råvare hos en anden. Eller at en fælles ordning til indsamling og transport af overskudsmaterialer er det, der skal til for at gøre genanvendelse bæredygtig og rentabel. Mulighederne er mange. Aalborg Universitet, Aalborg Havn og House of Energy skal i samarbejde med små og mellemstore virksomheder (SMV’er) i postnummer 9220 finde frem til de bedste og mest bæredygtige match i projektet, der går under navnet Bæredygtige Synergier.
Projektet vil booste forretningsudviklingen i lokalområdet i 9220 med flere millioner kroners EU-støtte til industrielle samarbejder. Derfor er ambitionerne også høje.
- Aalborg Øst har i forvejen en god tradition for industrielle symbioser. Vi vil bygge videre på de mange samarbejder og de stærke netværk i området, og støtten fra EU giver en rigtig god mulighed for at gøre Aalborg Øst til frontløber for bæredygtigt samarbejde, siger Lone Kørnøv, projektleder og professor på Aalborg Universitet.
En fuld pakke – inkl. trykprøvning
Lektor Ivar Lyhne deltager i projektet for Det Danske Center for Miljøvurdering (DCEA) på Aalborg Universitet. Han fortæller, at det er et særdeles godt tilbud for virksomhederne at deltage: De bliver matchet, de bliver fulgt nøje af eksperter og får sparring og konsulentrådgivning til at få udarbejdet en forretningsmodel.
– Vi giver dem i grunden en fuld pakke: Vi hjælper dem med nye vinkler på deres virksomhed, vi undersøger, hvilke løsninger der passer ind i virksomheden, hvilke ressourcer der kan skabes værdi af, vi faciliterer, at de mødes, og vi hjælper dem med at få det juridiske og økonomiske på plads. Alt sammen uden at virksomheden skal have kroner op af lommen, forklarer han.
Lone Kørnøv understreger, at projektet ikke stopper der.
– Vi nøjes ikke med at udvikle nye forretningsmodeller og kalde dem grønne. Vi trykprøver dem også: Hvad er bæredygtigheden i den konkrete model? For det er også et vigtigt mål i projektet at sikre, at det rent faktisk er bæredygtigt. Det findes der faktisk ikke en metode til endnu, men den, vi kommer til at udvikle, vil kunne bruges alle steder.
Samtaler med 50 virksomheder
Industrielle symbioser er ikke et begreb opfundet til lejligheden, og Danmark har internationalt en styrkeposition på området. Symbioserne opstår ifølge Lone Kørnøv normalt ”bottom up” – det vil sige én virksomhed, der henvender sig til en anden, fordi den har fået øje på muligheder for et grønt samarbejde. Dette projekt har en mere systematisk tilgang:
– Indledningsvis skal vi danne os et overblik over, hvad der er i området, og så skabe noget symbiose ud fra det. Vi begynder derfor ved computeren, hvor vi foretager ingeniørmæssige beregninger ud fra vores viden om affaldsstrømme i Danmark. Det kan fx være plaststrømmene eller metalstrømmene. Derefter skal vi tale med relevante aktører – havnen, kommunen, erhvervsnetværket og hvem der ellers har erfaring med det her, siger hun.
Ud af de over 400 virksomheder i området er det planen at udvælge omkring 50, som hun og kollegerne i projektet skal ud at tale med om mulighederne for matchmaking – altså for at indgå i en bæredygtig symbiose. Det endelige antal virksomheder, som skal indgå i projektet, forventes at blive 25.
SMV’erne skal sætte sig i førersædet
De stadigt stigende antal krav til virksomheders miljøhensyn gør det til en god forretning at være på forkant. At indgå i et grønt fællesskab med én eller flere andre virksomheder, kan gøre SMV’erne mere konkurrencedygtige, og det kan skabe vækst.
– Der kommer flere og flere krav til virksomhederne. EU har fx lige spillet ud med en ny strategi om, at al plast skal genanvendes. Vi ser også flere og flere ambitiøse genanvendelsesmål på andre områder. Så det er en måde at forberede sig på – at navigere i det fremtidige forretningsbillede, siger Mette Schmidt, teknisk chef på Aalborg Havn.
Hun ser mange positive muligheder i projektet: Besparelser på ressourcer kan føre til større konkurrencedygtighed, samarbejdet kan tiltrække nye virksomheder til området, miljøbelastningen kan nedbringes. Og ikke mindst kan man lære en ny måde at tænke forretning sammen på – sammen med andre.
Michael Stie Laugesen, områdeansvarlig for energieffektive løsninger ved House of Energy, er sikker på, at der opstår en positiv synergieffekt, som er vigtig for virksomhederne i området.
– Det er stærke aktører, der går sammen om det her. Aalborg Havn og House of Energy som direkte deltagere og en tæt samarbejdspartner i Erhvervsnetværk 9220, som har 175 medlemsvirksomheder i området. De medvirkende virksomheder kommer på forkant med den grønne omstilling – de sætter sig faktisk i førersædet, siger han.
Afslutningsvis vil projektet løfte blikket og samle resultaterne for, hvordan man faciliterer matchmaking til bæredygtige symbioser. Og de modeller vil kunne konverteres til generelle anbefalinger til bl.a. relevante nationale og EU myndigheder.
Bæredygtige Synergier:
- præsenteres for virksomhederne i Erhvervsnetværk 9220 på foreningens generalforsamling den 14. februar.
- har modtaget cirka fire mio. kroner fra EU
- løber frem til 31. december 2019
- indgår som en del af en overordnet satsning, Miljø++, hvor Aalborg Havn, Aalborg Universitet, Erhvervsnetværk 9220 og Aalborg Kommune samarbejder om at udvikle en ambitiøs strategisk satsning på miljøområdet, sammen med en række lokale aktører, der kan gøre Aalborg Havn og Aalborg Kommune til et nationalt og internationalt forbillede og virke som katalysator for erhvervsudviklingen i området
Projektpartnere: Det Danske Center for Miljøvurdering (DCEA) på AAU, Aalborg Havn Logistik A/S, House of Energy
http://www.baeredygtigesynergier.dk
Kontakt:
Professor Lone Kørnøv, projektansvarlig, Det Danske Center for Miljøvurdering, Institut for Planlægning, AAU, lonek@plan.aau.dk, tlf. 23 10 44 48
Lektor Ivar Lyhne, viceinstitutleder, Det Danske Center for Miljøvurdering, Institut for Planlægning, AAU, lyhne@plan.aau.dk, tlf. 99 40 25 39
Pressekontakt Nelly Sander, AAU, nsa@adm.aau.dk, tlf. 99 40 20 18