To nye internationale professorer hver med fire postdoc-årsværk til disposition. Det udvider Institut for Datalogi med takket være en bevilling på 17 millioner fra Poul Due Jensens Fond. De to professorater kommer til at høre under hver sin forskningsenhed på instituttet.
Fremtidssikring og generationsskifte
Erhvervslivet står på spring for at kapre de kandidater, universiteterne uddanner, og det ser ud til at fortsætte længe endnu. Gennem de seneste ti år har Institut for Datalogi haft en markant vækst i antallet af studerende, og med de nye professorater ønsker universitetet dels en generel styrkelse dels en fremtidssikring af området. Det forklarer dekanen på Det Tekniske Fakultet for IT og Design, Henrik Pedersen, som ser frem til oprustningen og mener, at den kommer på et godt tidspunkt:
– Vi ønsker at fremtidssikre og at styrke de to forskningsenheder, så de konsoliderer og videreudvikler deres status som verdensklassemiljøer inden for hver deres respektive forskningsområder. Vi forventer at have nytte af de nuværende ledere af forskningsgrupperne mange år endnu – så man kan godt tale om rettidig omhu.
Det er topforskere, der i dag står i spidsen for de to forskningsgrupper, som de to nye professorater kommer til at høre ind under. Topforskerne er professor Kim Guldstrand Larsen (distribuerede, indlejrede og intelligente systemer) og professor Christian Søndergaard Jensen (databaser, programmering og web), som begge har et langt cv og mange betydelige resultater bag sig og desuden er de to mest citerede dataloger i Danmark.
Den digitale fremtid
Også rektor er begejstret over styrkelsen af datalogiområdet, hvor Aalborg Universitet (AAU) blandt andet har markeret sig med banebrydende løsninger til effektiv håndtering og analyse af temporale, spatiale, og multidimensionelle data i relation til fx transport og grøn energi samt med effektiv og automatiseret validering og optimering af software indlejret i produkter, som eksempelvis sikkerhedskritisk software i biler og intelligente trafikstyringsanlæg.
– Datalogi er et meget vigtigt område for AAU, hvor vi altid har været helt i front, og digitalisering bliver uden tvivl den største teknologiske forandringskraft i samfundet i det kommende tiår. Med styrkelsen af området sikrer vi, at AAU fortsat kan levere brugbar viden og kandidater til samfundet. Det er meget glædeligt, siger rektor Per Michael Johansen.
Poul Due Jensens Fond har bevilliget 17 millioner kroner, som dækker frem til år 2023. Derefter overtager AAU den fulde finansiering af ansættelserne, så de to professorater dermed er fremtidssikret. Fonden, som blev stiftet i 1975 af Poul Due Jensen, grundlægger af pumpevirksomheden Grundfos, ønsker at styrke udvalgte forskningsmiljøer og individer inden for naturvidenskabelige og tekniske discipliner.
KONTAKT:
AAU
Henrik Pedersen, dekan for Det Tekniske Fakultet for IT og Design, dekan-tech@aau.dk, +45 99 40 96 32
Kim Guldstrand Larsen, professor, Institut for Datalogi, kgl@cs.aau.dk, +45 22 17 11 59
Christian Søndergaard Jensen, professor, Institut for Datalogi, csj@cs.aau.dk, +45 99 40 89 00
Nelly Sander, pressekontakt AAU, nsa@adm.aau.dk, +45 99 40 20 18
Poul Due Jensens Fond
Christian Hartvig, Fondsdirektør, chartvig@grundfos.com, +45 23 73 26 36