Aalborg Universitet (AAU) ærgrer sig over regeringens nye indgreb, som har til formål at reducere antallet af internationale studerende på de danske universiteter med 1.000 til 1.200 fra optag 2019. AAU havde langt hellere set, at man fokuserede på at fastholde internationale kandidater frem for at forsøge at holde dem ude fra uddannelserne.
- Vi er enige med regeringen i, at det er vigtigt for Danmark, at de internationale studerende bliver og bidrager til samfundet efter endt uddannelse, og at for mange af dem ikke gør det. Men samfundet og især erhvervslivet har brug for de ressourcer og de kompetencer – bl.a. kendskab til sprog og kultur i deres hjemland – som de internationale kandidater kan tilføre, siger prorektor Inger Askehave.
Hun påpeger, at man ved at give færre internationale ansøgere adgang til uddannelserne, mister både dem, som ville være rejst igen, og dem, der ville være blevet. Derfor skulle man hellere have fokuseret på initiativer, der kunne få kandidaterne til at blive i Danmark. AAU tilbyder bl.a. et mentorprogram, hvor lokale virksomheder hjælper internationale studerende med at gøre sig attraktive over for erhvervslivet.
Regeringens ønske om at reducere antallet af internationale studerende blev meldt ud torsdag. Med indgrebet følger ikke klare anvisninger på, hvordan reduktionen skal foregå. AAU skal f.eks. næste år reducere optaget af internationale studerende med 290, men det er op til universitetet selv at beslutte, hvordan det mål skal nås.
- Vi er gået i gang med at undersøge, hvordan reduktionen skal kunne ske. Vi kan jo ikke bare afvise ansøgere på grund af deres statsborgerskab. Løsningen kan f.eks. blive at ændre visse uddannelsers sprog fra engelsk til dansk, siger Inger Askehave.
Ændring af uddannelsernes sprog vil dog også komme til at gå ud over danske studerende, da uddannelser på engelsk er rettet mod internationale arbejdspladser, og erhvervslivet ofte efterspørger arbejdskraft med internationale kompetencer.
Hvordan reduktionen rent praktisk skal føres ud i livet, vil stå klart i løbet af efteråret, hvor universiteterne bl.a. skal holde en række afklarende møder med Styrelsen for Uddannelse og Forskning. Ifølge Inger Askehave vil relevante personer på fakulteter og institutter blive inddraget i processen.
Yderligere oplysninger:
Presserådgiver Anette Marcher, tlf. 21 20 02 41, e-mail ama@adm.aau.dk
Strategisk rådgiver Bo Jeppesen, tlf. 61 40 40 61, e-mail boje@adm.aau.dk