AAU oplever igen stigning i ansøgninger trods fald på landsplan

AAU oplever igen stigning i ansøgninger trods fald på landsplan

Omkring 5,3 procent flere kvote 2-ansøgninger har Aalborg Universitet fået i år i modsætning til et fald på 3 procent på landsplan. Stigningen ses især på uddannelser på universitetets campus i Aalborg.

For anden gang i træk oplever Aalborg Universitet (AAU) en stigning i antallet af ansøgere til universitetets bachelor- og professionsuddannelser på trods af et fald i søgningen på landsplan. Mens der i år var næsten 1.500 – eller 3 procent – færre, som søgte ind på de videregående uddannelser via kvote 2, har AAU modtaget over 500 kvote 2-ansøgninger flere end sidste år. Det svarer til en stigning på 5,3 procent.

I alt har AAU modtaget næsten 9.000 kvote 2-ansøgninger Det tal kan dog stadig ændre sig, da de sidste ansøgninger ikke er indlæst i systemet endnu.

Stigningen gør sig også gældende for 1. prioritetsansøgninger. Her har AAU fået 2.680 mod 2.561 i 2017, hvilket er en stigning på godt 4,6 procent. 1. prioritetsansøgningerne udgør som tidligere år omkring 30 procent at det samlede antal ansøgninger.

Det er især studier med adgangsbegrænsning, som tiltrækker mange kvote 2-ansøgninger, herunder medicin, jura, psykologi og socialrådgiveruddannelsen.

Samlet set er det især uddannelser på universitetets campus i Aalborg, som oplever stigninger i ansøgertallet. 2.219 ansøgere har haft et studie i Aalborg som deres førsteprioritet, hvilket er 140 flere end sidste år.

Stigningen i antallet af 1. prioritetsansøgninger ses på alle universitetets hovedområder undtagen det ingeniør- og naturvidenskabelige område, som har registreret et mindre fald. En stor del af ansøgningerne til ingeniør- og naturvidenskabelige uddannelser kommer normalt først i kvote 1, hvor der er ansøgningsfrist 5. juli.

AAU-uddannelser med flest 1. prioritetsansøgninger i kvote 2:

Medicin                                 252

Psykologi                              226

Socialrådgiver                     171

Jura                                       146

Erhvervsøkonomi               127

 

Yderligere oplysninger

Prorektor Inger Askehave, tlf. 27 87 98 29, e-mail prorektor@aau.dk

Nyheder fra AAU