Hvis man har en håndværksmæssig uddannelse eller en anden ikke-akademisk baggrund og gerne vil være ingeniør, kan man søge ind på Adgangskursus ved Aalborg Universitet. Kurset er et etårigt forløb, der er en direkte forberedelse til universitetets ingeniøruddannelser. Hvor det før i tiden oftest var mandlige kursister, der oprindeligt var uddannede murere, tømrere eller smede, fylder kvindelige studerende nu mere og mere på det populære kursusforløb.
- Tidligere år har andelen af kvindelige studerende på Adgangskurset ligget helt nede på mellem fem og ti procent, men på de to hold i 2018 er op mod hver femte studerende kvinde, fortæller studievejleder på Adgangskursus, Elisabeth Kuhr Rasmussen.
Hun mener, at udviklingen til dels skyldes, at der for øjeblikket er en meget lav arbejdsløshed i de klassiske håndværksfag. Det betyder, at håndværkermændene ikke har så stærkt et incitament for at læse videre. I stedet oplever kurset en større søgning fra kvinder fra andre professionsuddannelser.
- Mange af de nye kvinder på kurset kommer netop ikke fra de klassiske håndværkerfag, men har måske en veterinærsygeplejerskeuddannelse eller en militær baggrund. Hvis de gerne vil være ingeniører, er Adgangskursus en oplagt vej for dem til at komme hurtigt videre, siger Elisabeth Kuhr Rasmussen.
Flere ingeniørmuligheder spreder feltet
At udbuddet af ingeniøruddannelser i Aalborg er blevet mere varieret spiller ligeledes en stor rolle for kønsfordelingen på Adgangskursus, mener Elisabeth Kuhr Rasmussen.
- Når ingeniøruddannelserne også omfatter miljøvidenskab, robotics, arkitektur, design og meget andet end klassisk ingeniørteknik, tiltrækker det andre typer studerende end dem, vi er vant til at se, siger hun.
En af dem er Maria Pedersen på 23 år. Hun har en baggrund som klinikassistent, men kørte efter to år sur i jobbet og besluttede sig for at læse videre.
- Jeg søgte på nettet og læste uddannelsesguiden både forfra og bagfra og faldt over ingeniøruddannelsen i globale forretningssystemer, som jeg synes lyder enormt spændende. Samtidig er det en karrierevej med god løn og lav ledighed. Jeg syntes, det ville tage for lang tid, hvis jeg først skulle bruge tre år på en STX eller to år på en HF for at kunne komme ind på universitetet. Med Adgangskursus kunne jeg komme videre på kun et år, siger hun.
En hurtig vej videre for akademiske flygtningepiger
En anden voksende gruppe på Adgangskurset er unge kvinder, der er kommet hertil som flygtninge. De har i mange tilfælde en uddannelse med sig fra hjemlandet, som ikke er direkte adgangsgivende til universitetet. For dem er det etårige Adgangskursus en fin mulighed for at komme videre i den akademiske verden.
Et godt eksempel er Taban Moradi på 27 år. Hun flygtede til Danmark for tre år siden, inden hun nåede at gøre sin ingeniøruddannelse i Iran færdig.
- Det var lidt trættende at tænke på, at jeg først at skulle tage en gymnasieuddannelse eller læse HF for at kunne komme i gang igen. Det ville tage alt for lang tid, siger hun. For mig var Adgangskursus den nemmeste vej ind på ingeniørstudiet.
Når Taban Moradi er færdig med Adgangskursus, håber hun at kunne komme ind på ingeniøruddannelsen i Arkitektur og Design. For hende har det intensive årskursus også haft en anden positiv effekt: hendes danske sprog er på kort tid blevet endda meget godt.
- Der er ikke så mange udenlandske studerende her, så man bliver nødt til at snakke dansk med sine klassekammerater, siger hun.
Billedtekst: Taban Moradi (tv.) og Maria Pedersen er nogle af de stigende antal kvindelige studerende, der bruger Adgangskursus som springbræt til en ingeniøruddannelse ved Aalborg Universitet. Foto: Jakob Brodersen
Kontakt
Elisabeth Kuhr Rasmussen, studievejleder, Adgangskursus ved Aalborg Universitet, kuhr@staff.aau.dk, tlf: 9940 9771
Sanne Holm Nielsen, pressekontakt, Aalborg Universitet, shn@adm.aau.dk, tlf. 9940 3517