Strammere krav om uddannelse og beskæftigelse skaber psykisk mistrivsel hos unge

Strammere krav om uddannelse og beskæftigelse skaber psykisk mistrivsel hos unge

Forskningsprojekt fra Aalborg Universitet viser, at nutidens unge ikke har alle muligheder for at lykkes uddannelses- og jobmæssigt.

Antallet af skandinaviske unge, som mistrives, stiger. Ifølge mange politikere, meningsdannere og medier er forklaringen på den negative udvikling social arv og en ungdomskultur præget af selv-realisering, mange valgmuligheder, præstationskultur og perfektionisme. Nu peger ny forskning fra Aalborg Universitet på, at årsagen til de unges mistrivsel skal findes i de seneste års reformer af uddannelsessystemet og det sociale sikkerhedsnet. 

- På den ene side har vi en stærk fortælling om, at de unge har alle muligheder, og at det derfor er deres egen skyld, hvis de ikke lykkes uddannelses- og jobmæssigt. Samtidig har vi over de seneste 10-15 år strammet uddannelsessystemet og det sociale sikkerhedsnet så kraftigt, at de unges muligheder faktisk ikke er så mange. Og når de så først falder igennem systemet, er der ikke megen hjælp at hente. Vores undersøgelse viser, at fortællingen om mulighederne og de unges ansvar for egen succes ikke matcher den virkelighed, de møder, siger postdoc Iben Nørup, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet, der sammen med adjunkt Betina Jacobsen, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet, forsker i unge og deres mentale trivsel.
 

Rammer ganske almindelige unge

De to forskere har blandt andet interviewet en gruppe unge fra Aalborg og København, der alle har det til fælles, at de er eller har været i udsatte situationer som fx hjemløshed, isolation, kriminalitet og psykisk sygdom. Ifølge adjunkt Betina Jacobsen er det ”ganske almindelige” unge, der ikke kommer fra svært socialt belastede familier eller har en baggrund, der kan forklare de vanskelige situationer, de er havnet i. På den måde ligner de mange af de unge, der ender på kanten af samfundet i dag.

-  Forskningen viser, at det er blevet lettere at falde igennem, selvom man ikke kommer fra socialt udsatte hjem. Det betyder, at presset på de unge er blevet markant større og deres præstationer tilsvarende vigtigere. For lykkes de ikke, er vejen til samfundets bund faktisk ikke længere ret lang. Og det ved de unge udmærket godt. Det handler med andre ord ikke ”bare” om ungdomskultur eller om børn, der er blevet curlet frem og derfor ikke kan stå på egne ben. Tværtimod afspejler de unges stigende mistrivsel nogle ret grundlæggende ændringer i vores velfærdsstat – særligt i forhold til uddannelse og arbejde, fortæller adjunkt Betina Jacobsen.
 

Kontakt

Adjunkt Betina Jacobsen, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet
Tlf. 9940 8323 | Email: betina@socsci.aau.dk

Postdoc Iben Nørup, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet
Tlf. 9940 8169 | Email: ibenn@socsci.aau.dk

Nyheder fra AAU