Topmøde på AAU skal styrke danske uddannelser

Topmøde på AAU skal styrke danske uddannelser

Alle uddannelser skal skrue op for teknologiforståelsen, og flere unge skal uddanne sig i ingeniør- og naturvidenskab, teknologi og matematik. Aalborg Universitet samler politikere, erhvervsliv og forskere til et topmøde om, hvordan uddannelsessystemet bedst går fremtiden i møde.

Hvis nutidens unge skal være klar til fremtidens samfund, så skal de klædes på med videnskab og teknologiforståelse. Derfor holder AAU sammen med Teknologipagten en konference om, hvordan vi styrker de såkaldte STEM-fag (Science, Technology, Engineering, Math) i uddannelsessystemet.

Topmødet finder sted den 26. november på AAU’s campus i Københavns Sydhavn, og deltagerne tæller blandt andre, uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers, medlemmer af Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg, DI, Dansk Erhverv og en række topforskere både fra AAU og fra resten af verden.

Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers åbner topmødet, og undervejs er der paneldebatter og inspirationsoplæg. I sidste ende er topmødets formål at svare på to aktuelle spørgsmål:

  1. Skal der være STEM-kompetencer i alle uddannelser?
  2. Hvordan motiverer vi børn og unge til STEM?

AAU er partner i regeringens Teknologipagt, som netop har til formål at styrke danskernes STEM-kompetencer, og derfor er det med Teknologipagtens støtte, at AAU nu går forrest ved at arrangere STEM-topmødet. Foruden Teknologipagten afholder AAU topmødet i samarbejde med Altinget.

Deltagerlisten omfatter medlemmer af Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg samt Undervisningsudvalget, DR Viden, DI, Dansk Erhverv, repræsentanter fra uddannelsessektoren og en række nationale og internationale topforskere, herunder Dr. Ruth Graham, som er forfatter til MIT’s rapport “The Global State of the art in engineering education”, som har udpeget AAU som det fjerdebedste ingeniøruniversitet i verden.

Læs mere om STEM-topmødet og se programmet på https://www.aau.dk/arrangementer/stem/

Nyheder fra AAU