nyhed

Aalborg Universitet får ERC Advanced Grant til forskning i energiforbrug

Aalborg Universitet får ERC Advanced Grant til forskning i energiforbrug

Ved European Research Councils årlige uddeling i april har Aalborg Universitet for fjerde gang i universitetets historie fået tildelt et Advanced Grant. Denne gang til et forskningsprojekt med det ambitiøse mål at udvikle en ny praksisteori om, hvordan indførelsen af smarte teknologier påvirker husholdningers energiforbrug. Det er professor mso Kirsten Gram-Hanssen fra SBi ved AAU København, der modtager den prestigefulde bevilling på 2,11 mio. euro, fordelt over fem år.

ERC giver sine Advanced Grants efter et eneste kriterium: Forskningen skal være af højeste videnskabelige kvalitet. Det er kun fremragende forskere med etableret, solid international gennemslagskraft, der kan komme i betragtning.

”Jeg er stolt over, at vi på AAU har Kirsten Gram-Hanssen, og at vi med denne ERC Advanced Grant får understreget, at hun og hendes forskning er i absolut verdensklasse”, siger AAU’s rektor, Per Michael Johansen.

”Samtidig er jeg glad for, at anerkendelsen går til et forskningsfelt, som gør en forskel i samfundet. ERC Advanced Grants gives ofte til grundforskning, men det er ikke tilfældet her. Tværtimod: Kirsten Gram-Hanssens forskning sigter mod en problemstilling, der er samfundsmæssigt særdeles påtrængende”, siger Per Michael Johansen.

Store ændringer på vej i hverdagslivet

I sin ansøgning til ERC oplister Kirsten Gram-Hanssen en række faktorer, som i de kommende år vil medføre store ændringer i vores hverdagsliv. Overgangen til et CO2-neutralt samfund med vedvarende energiforsyning vil give os nogle nye roller som forbrugere. Samtidig skal vi lære at indrette os med nye, smarte teknologier. Formålet med Kirsten Gram-Hanssens projekt er at undersøge, hvordan disse ændringer påvirker vores hverdagsliv. Det vil hun gøre med udgangspunkt i tre spørgsmål.

Første spørgsmål handler om socialgrupper og køn: Hvilken betydning kan de nye smarte teknologier få for kønnenes arbejdsdeling i hjemmet? Og risikerer man, at nogle socialgrupper bliver hægtet af udviklingen?

Andet spørgsmål handler om den etiske forbruger: I hvilken grad påvirker etik og bevidst stillingtagen vores energiforbrug? Er rutiner og vaner mere afgørende?

Tredje spørgsmål handler om relationerne mellem smarte teknologier og menneskelig handling: Hvordan påvirker de smarte og internetforbundne teknologier vores handlinger i hverdagen? Og hvad sker der med vores hverdagsliv, når de smarte teknologier selv træffer beslutninger og handler?

”De gængse praksisteorier tager ikke højde for konsekvenserne af nye, smarte teknologier. De beskæftiger sig heller ikke med den etiske forbruger. Min ambition er at arbejde med disse mangler og udvikle en ny praksisteori, som bedre kan beskrive husholdningers forbrug af energi og andre ressourcer”, siger Kirsten Gram-Hanssen.

Yderligere oplysninger ved henvendelse til professor mso Kirsten Gram-Hanssen (tlf. 2360 5653, e-mail kgh@sbi.aau.dk), eller rektor Per Michael Johansen (tlf. 2778 7302, e-mail rektor@aau.dk).