nyhed

AAU-studerende skal lære at bygge Danmarks nye kampfly

AAU-studerende skal lære at bygge Danmarks nye kampfly

Til januar skal to ingeniørstuderende fra Aalborg Universitet i praktik hos Lockheed Martin, hvor de skal lære at bygge verdens mest avancerede kampfly

Nogle gange får man en mulighed i livet, der er så utrolig, at man må knibe sig selv i armen. Sådan har to ingeniørstuderende fra Aalborg Universitet det. Den danske højteknologivirksomhed Terma, sender nemlig 11 danske ingeniørstuderende, herunder to fra Aalborg Universitet, på praktikophold i USA. De studerende skal arbejde på flyproducenten Lockheed Martins fabrik i Fort Worth, hvor de skal hjælpe med at bygge verden mest avancerede kampfly, F-35 – Joint Strike Fighter. I forbindelse med praktikopholdet kommer de studerende til at arbejde med alt fra kvalitetssikring til procesoptimering i produktionen af kampflyene, og for at bruge et rigtig amerikansk udtryk er det en ’once in a lifetime’-mulighed.

- Det er voldsomt spændende at få lov til at arbejde med den mest avancerede teknologi inden for flyvemaskiner. Samtidig føler jeg, at jeg er med til at skrive en lille del af historien, når jeg nu skal til at bygge de kampfly, som skal være en del af det danske luftvåben i mange år frem i tiden, fortæller ingeniørstuderende Alexander Kamp Nielsen fra Autonomous Systems ved Aalborg Universitet.

Alexander Kamp Nielsen er den ene af to AAU-ingeniørstuderende, som til januar pakker en taske og sætter sig i et fly på vej mod Texas.

Samarbejde med Danmarks største producent af dele til fly

Når det overhovedet er muligt for et dansk universitet at sende studerende til en af verdens største og mest innovative arbejdspladser inden for forsvarsindustrien, så skyldes det et partnerskab med den danske virksomhed Terma, der har et årelangt samarbejde med Lockheed Martin og leverer dele til F-35-kampflyet. Siden 2015 har de to virksomheder haft et strategisk samarbejde om at sende danske studerende derover for både at lære noget og lære fra sig.

For Terma gælder det om at introducere de ingeniørstuderende til et fagfelt, der kan gøre dem til potentielle kollegaer senere hen, og skulle de studerende vælge at fortsætte deres karriere indenfor flyteknologi hos Terma, er det en kæmpe fordel, at de har stiftet bekendtskab med arbejdsgangen i en af de absolut ypperligste virksomheder i branchen.

Når det kommer til nye ansatte, har vi brug for de bedste af de bedste, og det her er en måde at sikre, at de bedste bliver interesseret i vores felt. Samtidig opkvalificerer et ophold hos Lockheed Martin dem i en grad, som det ikke er muligt i Danmark eller ret mange andre steder i verden, forklarer Thor Paulli Andersen, der er ingeniør i aerodynamik hos Terma og i 2015 var den første danske studerende til at få et praktikophold hos Lockheed Martin.

- Rent ingeniørmæssigt fik jeg en bred faglig forståelse for hele produktionsapparatet omkring konstruktionen af et kampfly. Jeg kunne også bedre se, hvordan mit eget arbejde passer ind, og desuden blev jeg meget bedre til at kommunikere min faglighed på flere forskellige niveauer, fordi det kræves i Lockheed Martin, hvor man skal forklare, hvad man laver, til både mekanikere og sin chefs chef.

En drøm gik i opfyldelse

Foruden Alexander Kamp Nielsen skal Lorena Ximena Nigro fra samme institut på Aalborg Universitet også til USA og prøve kræfter med F-35 – joint Strike Fighter, der gør rangen som verdens mest avancerede maskine nogensinde stridig.

Specifikt skal Lorena Ximena Nigro, der er til sommer bliver færdig som civilingeniør i autonome systemer, arbejde med kvalitetssikring under montering af vingerne. Her skal hun både lære af processerne og arbejdsgangene på Lockheed Martin og også bidrage med den indsigt, som hun har fået gennem sine studier på Aalborg Universitet.

Thor Paulli Andersen fortæller, at ingeniørstuderende fra Danmark er i høj kurs hos Lockheed Martin, fordi de kommer med en meget stor faglighed, som ikke mange andre lande i verden kan matche.

- Vi sender flere og flere studerende til Texas hvert år, hvilket vidner om, at Lockheed Martin også føler, at de får noget ud af samarbejdet, siger han.

Lorena Ximena Nigro har tidligere arbejdet som stewardesse, så muligheden for at komme til USA og Lockheed Martin er en drøm, der er gået i opfyldelse.

- Jeg elsker fly, og Lockheed Martin er toppen. Derfor er det en fantastisk mulighed for mig at komme til at arbejde i en virksomhed af en størrelse og kompleksitet, som vi ikke har mange af i Danmark. Det er klart, at det her kommer til at toppe mit CV og også åbne døre, fordi jeg vil have arbejdet et af de bedste steder at arbejde med kvalitetssikring. Der er ikke råd til fejl, når man bygger kampfly, siger hun.

Vil arbejde med store produktionsapparater fremadrettet

Netop erhvervserfaringen fylder meget hos både Alexander Kamp Nielsen og Lorena Ximena Nigro. Begge studerende er bevidste om, at en praktikplads hos Lockheed Martin, der ud over at være blandt de 200 største virksomheder i verden også har en tårnhøj standard inden for produktion, vil gøre dem attraktive for senere arbejdsgivere.

- Jeg er helt sikkert mest til at arbejde i de her meget store virksomheder, og så betyder det meget, at man allerede har erhvervserfaringen fra et praktikophold i én af dem, fortæller Lorena Ximena Nigro.

Lorena Ximena Nigro har faktisk en datter på 9 år, som må pendle frem og tilbage mellem Danmark og Fort Worth i de fem måneder, som praktikopholdet varer. Muligheden og eventyret i praktikopholdet var for stor, til at mor kunne lade den passere.

Alexander Kamp Nielsen mener også, at opholdet i Fort Worth kommer til at være toneangivende i hans karriere fremadrettet.

- Jeg kunne virkelig godt tænke mig at fortsætte inden for de her storskala-produktionsapparater, eksempelvis flyindustrien eller bilindustrien, og det at have Lockheed Martin på CV’et ser alt andet lige ret godt ud, siger han.

Terma håber på fremtidige kollegaer

I Terma, hvor man håber, de ingeniørstuderende efter deres uddannelse vil have lyst til at videreudvikle deres karrierer i virksomheden, ved man, at de studerende i Texas kommer til at lære noget, som de ikke selv kan lære dem på fabrikken i Grenaa eller på hovedkontoret i Lystrup lige nord for Aarhus.

Hos Terma ser de derfor et stort potentiale i, at de studerende med deres erfaring fra Lockheed Martin muligvis fortsætter en karriere hos dem.

- Lockheed Martin er en af vores største kunder, så det er klart, at jo bedre vi forstår deres arbejdsgange og udviklingsprocesser, jo bedre kan samarbejdet blive. For de studerende gælder det på samme måde, at hvis de vil noget i den her branche, er det en kæmpe fordel at have arbejdet med at bygge F-35-flyene, fortæller Thor Paulli Andersen.

Som endnu et led i at rekruttere fremtidige kolleger, deltager Terma på dette års DSE-messe i Aalborg, der finder sted den 10.-11. oktober i Gigantium i Aalborg.

Fakta

Lockheed Martin er producent af F-35 – Joint Strike Fighter, som Danmark har købt 27 af til at erstatte de nuværende F-16-fly. På fabrikken i Fort Worth i Texas skal der laves mere end 3.500 kampfly, hvoraf over 320 er produceret indtil videre. F-35 er det mest avancerede kampfly nogensinde.

Danmark sendte i 2015 to ingeniørstuderende til Lockheed Martins fabrikker i Fort Worth. Det tal steg i de efterfølgende år til 5, 6, 8 og nu 11 studerende, som får en helt unik mulighed for at arbejde på en arbejdsplads, man ellers kun kan blive fastansat på, hvis man har amerikansk statsborgerskab.

De 11 ingeniørstuderende kommer fra hhv. Aalborg Universitet, Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Aarhus Universitet.

Kommende praktikanter mødtes med tidligere praktikanter fra Lockheed Martin ved et ”meet and greet”-arrangement. Både Lorena Ximena Nigro (forreste række nummer fire fra venstre) og Alexander Kamp Nielsen (bageste række midt i billedet) deltog i arrangementet. Foto: Terma.

Kontakt:

AAU-studerende, der har fået praktikpladser:

  • Lorena Ximena Nigro. lnigro17@student.aau.dk, tel: 5353 8208
  • Alexander Kamp Nielsen alenie14@student.aau.dk, tel: 3025 1734

Termas kommunikationsdirektør:

  • Kasper Rasmussen, tel: 8743 6091 / 2022 6091

Pressekontakt, AAU:

  • Sanne Holm Nielsen, tel. 9940 3517