nyhed

AAU-studerendes magiske skraldespand sorterer selv affaldet

AAU-studerendes magiske skraldespand sorterer selv affaldet

Tre studerende fra Aalborg Universitet (AAU) har udviklet skraldespanden Waste Wizard, som via maskinlæring og billedgenkendelse selv er i stand til at sortere affald. Målet er at gøre affaldssortering lettere – og forbrugerne mere bevidste om vigtigheden af bæredygtig adfærd.

Tre studerende fra AAU har udviklet en intelligent skraldespand, som anvender avanceret billedgenkendelse og maskinlæring til at sortere affald. Skraldespanden, som er et resultat af et studenterforskningsprojekt med fokus på bæredygtighed og FN’s verdensmål, kan i denne weekend opleves under Videnskabsmødet i Aalborg.

Nem affaldssortering med bagtanke

Vi skal alle sortere vores affald, men hvordan og hvor meget der skal sorteres, varierer fra region til region og fra land til land. Samtidig er der en række grænsetilfælde, hvor forbrugerne ofte er i tvivl om, hvordan et produkt – mest omtalt pizzabakken – skal sorteres. Dét problem har tre studerende fra uddannelsen interaktionsdesign på AAU nu en mulig løsning på.

Den intelligente skraldespand Waste Wizard indeholder et kamera, der tager et billede af affaldet og sammenholder det med en omfattende billeddatabase af forskellige typer forbrugsprodukter. Affaldet sorteres således via kunstig intelligens – i den fysiske prototype i kategorierne ”affald” eller ”genbrug”. Men før man får lov at aflevere sit affald, skal man angive på en knap, hvordan man selv mener, genstanden skal sorteres. Når affaldet er sorteret, kan man åbne sorteringsbeholderne for at finde ud af, om man har valgt rigtigt.

- Vi har inddraget et spilelement i skraldespanden, fordi vi ved, det inviterer til leg og afprøvning. Dermed kan vi skabe engagement i aktiviteten – og således opnå en større påvirkning og læring, end hvis forbrugerne blot smed affaldet i, og det på magisk vis forsvandt ned i den rigtige beholder, siger studerende Lukas Bjørn Leer Bysted.

Ved en test af skraldespanden i Aalborg Zoo oplevede de studerende således, at børn gik ud og ledte efter affald for at prøve skraldespanden igen og igen, og som hver gang talte med deres forældre om, hvilken af knapperne de skulle trykke på for at sortere affaldet korrekt.

Stort potentiale i det offentlige rum

De studerendes vejleder, professor Mikael B. Skov, Institut for Datalogi, ser stort potentiale for den intelligente skraldespand – ikke blot hos private forbrugere, men også i det offentlige rum.

- Vi har en udfordring i forhold til at skabe vellykket affaldssortering i det offentlige rum. Forbrugerne har nogle andre vaner, når de er på farten, end i eget hjem. Samtidig skal en offentlig affaldssortering også kunne anvendes af turister og udenlandske indbyggere, som måske er vante til at sortere affald på en helt anden måde, end vi gør i Danmark. Her mener jeg afgjort, at en teknologi som Waste Wizard vil kunne være en effektiv løsning, siger Mikael Skov.

FAKTA

Waste Wizard kan opleves under Videnskabsmødet i Aalborg den 11.-12. oktober 2019. Her vil de tre studerende præsentere løsningen som en del af udstillingen ”Mød videnskaben i virkeligheden” i CREATE, Rendsburggade 14, 9000 Aalborg.

Læs mere om Videnskabsmødet i Aalborg

De tre studerende går på 9. semester på uddannelsen interaktionsdesign på Institut for Datalogi på AAU. De er alle tre en del af ”TECH Talents”-programmet på Det Tekniske Fakultet for IT og Design på AAU. Her får særligt talentfulde studerende mulighed for at lave forskningsprojekter allerede under deres kandidatuddannelse.

Forskningsprojektet omkring Waste Wizard sætter fokus på, hvilke udfordringer forbrugerne oplever med affaldssortering i eget hjem og det offentlige rum, og hvordan teknologien kan hjælpe med at løse disse udfordringer.

Kontakt

Interaktionsdesignstuderende Lukas Bjørn Leer Bysted, lbyste15@student.aau.dk
Interaktionsdesignstuderende Patrick Skov Johansen, pjohan15@student.aau.dk
Interaktionsdesignstuderende Rune Møberg Jacobsen, rjacob15@student.aau.dk
Professor Mikael B. Skov, Institut for Datalogi, dubois@cs.aau.dk
Pressekontakt Anne Bloksgaard Nielsen, Institut for Datalogi, abni@cs.aau.dk
Fotograf: Martin Lentz-Nielsen