nyhed

AAU TIL KAMP MOD HVIDVASK

AAU TIL KAMP MOD HVIDVASK

AAU-ekspert hjælper brancheforeningen Finans Danmark i nystiftet arbejdsgruppe for bekæmpelse af økonomisk kriminalitet og terrorfinansiering.

Politikernes og befolkningens tillid til finanssektoren har nået et lavpunkt efter en række hvidvaskskandaler. Brancheforeningen Finans Danmark har derfor lanceret en særlig taskforce, som skal give anbefalinger til bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.  Ekspert i styring og regulering af finansielle institutioner på Aalborg Universitet Lars Krull indgår i gruppen. Han mener, at fælles initiativer og løsninger på tværs af den finansielle sektor er vigtige.

- Hvidvask er økonomisk kriminalitet, som desværre optræder mange steder i samfundet. Håndteringen heraf må ikke blive en handelsvare, og derfor er fælles retningslinjer vigtige. Samtidig er det vigtigt for legitimiteten af en sådan gruppes arbejde, at der er personer med, som ikke er ansat i bankerne. Derfor er jeg blevet udpeget til arbejdsgruppen, forklarer AAU-eksperten.


HYPPIGT EFTERSPURGT EKSPERT

Med mere end 1000 citater i medierne årligt er Lars Krull en hyppigt efterspurgt ekspert i den finansielle sektor. Under en høring den 19. december på Christiansborg om hvidvask og Danske Bank leverede han et markant indlæg til politikerne. Indlægget er ifølge ham selv en af grundene til, at Finans Danmark har efterspurgt hans ekspertise.

- Jeg bliver ofte kontaktet af journalister, fordi mit speciale er sammenhænge i finanssektoren. I forhold til taskforcen er det min vurdering, at jeg især kan bidrage til arbejdet med viden om, hvilke regler der gælder inden for branchen, fortæller seniorrådgiver Lars Krull.


OPGAVE MED STOR SAMFUNDSMÆSSIG RELEVANS

Hvidvask-arbejdsgruppen begynder sit arbejde i starten af 2019 og præsenterer sine anbefalinger for Finans Danmarks bestyrelse i slutningen af året. Lars Krull har store forventninger til arbejdet og betragter etableringen af arbejdsgruppen som et vigtigt signal til politikerne og befolkningen.  

- Finanssektoren er en vigtig spiller for vækst og udvikling i samfundet, så den skal fungere og have alles tillid. Ved at deltage i en arbejdsgruppe som denne løser jeg derfor en opgave med stor samfundsmæssig relevans.

Institutleder ved Institut for Økonomi og Ledelse på AAU Christian Nielsen glæder sig over, at Finans Danmark har valgt en AAU-ekspert i økonomisk kriminalitet til taskforcen:

- Vi er stolte af, at Finans Danmark har valgt netop Lars Krull til at indgå i arbejdsgruppen om hvidvask. Lars er en af landets ypperste rådgivere på finansområdet og en god eksponent for de stærke fagligheder inden for finans og økonomi, som jo netop kendetegner Institut for Økonomi og Ledelse, fortæller Christian Nielsen.

 



YDERLIGERE INFORMATION

Seniorrådgiver Lars Krull
Institut for Økonomi og Ledelse, Aalborg Universitet
Tlf.: 9940 2705
E-mail: krull@business.aau.dk