Kilde: Novo Nordisk Fonden
For de fleste af os er kunstig intelligens og store dele af matematikkens univers det rene volapyk. Integraler, differentialregning og vektorer får mange af os til at stirre tomt ud i luften.
Men sådan behøver det ikke være.
Et nyt forskningsprojekt fra Aalborg Universitet er med støtte fra Novo Nordisk Fonden sat i søen for ved hjælp af matematikken bag kunstig intelligens at styrke elevers interesse for både matematik og statistik.
- Formålet med projektet er at give gymnasieelever muligheden for bedre at forstå mulighederne og begrænsninger i alt den hype, som der i øjeblikket er omkring kunstig intelligens. Vi vil samtidig gerne styrke deres matematikkompetencer og lære dem det på en ny og interessant måde, fortæller en af de forskere, som står bag projektet, lektor Torben Tvedebrink fra Institut for Matematiske fag ved Aalborg Universitet.
Torben Tvedebrink, der i projektet samarbejder med Lisbeth Fajstrup og Mikkel Meyer Andersen fra samme institut, har netop modtaget støtte på knap 6 mio. kr. til ”AI – Aalborg Intelligens”, som er sat til at vare 4 år.
Virkeliggør matematikken fra undervisningen
I projektet skal Torben Tvedebrink sammen med kollegaer udvikle en projektpakkeløsning, som matematiklærere i gymnasiet kan inddrage gnidningsfrit i deres undervisning.
Projektpakken går ikke ud over det normale pensum, men kan inddrages i forbindelse med den almindelige undervisning i funktioner, variabler, differentialer osv.
Med projektpakken får gymnasielærerne tre ting, som de kan benytte i undervisningen:
- Skriftligt materiale, der forklarer matematikken bag kunstig intelligens og de værktøjer, der indgår i udviklingen og funktionen af kunstig intelligens.
- Videoer, som tager eleverne på en visuel oplevelse i matematikken bag kunstig intelligens.
- En web-baseret platform, hvor eleverne kan løse opgaver og arbejde med de matematiske værktøjer, kunstig intelligens er bygget op af.
- Kunstig intelligens består af en masse algoritmer og modeller, hvor der indgår en masse forholdsvis simpel matematik i. Den matematik lærer eleverne allerede i gymnasiet, og med den her undervisningspakke får de en forståelse for, hvordan matematikken fungerer i den virkelig verden. Hvis de forstår, hvordan det hele ser ud i maskinrummet, gør det det også lettere for dem at forholde sig kritisk til information, der er skabt ved hjælp af kunstig intelligens, siger Torben Tvedebrink.
Skal rulles ud over hele Danmark
I projektet skal Torben Tvedebrink samarbejde med fem gymnasier i Aalborg. Indledningsvist skal lærere og forskere finde et fælles fodslag, så udviklingen af projektpakken matcher den matematik, som eleverne i gymnasiet skal lære ifølge deres læringsplaner.
Efterfølgende skal projektpakken testes på en række gymnasieklasser, hvor både elever og lærere giver feedback til forskerne, så de kan justere pakkens indhold.
Til sidst er det planen, at alle interesserede gymnasieklasser kan gøre brug af undervisningspakken i deres matematikundervisning. Det gælder, om de så går på et gymnasium i Aalborg, Struer eller i Rønne.
- Jeg håber på, at nogle elever vil fatte interesse for udvikling af kunstig intelligens, statistik og programmering, som, jeg selv synes, er enormt spændende. Men jeg håber også, at projektet kan give elever en større interesse for matematik, når de nu kan se, hvordan det er integreret i noget, som de hører om næsten dagligt, siger Torben Tvedebrink.
Projektet ”AI – Aalborg Intelligens” er ét af i alt 16 projekter, der netop har modtaget støtte fra Novo Nordisk Fondens tematiske program om matematik i naturvidenskab og teknologi. Læs mere om projekterne her.
Kontakt
- Torben Tvedebrink, lektor på Institut for Matematiske Fag ved Aalborg Universitet, tlf. 9940 8860, tvede@math.aau.dk
- Christian Mostrup Scheel, presseansvarlig, tlf.: 3067 4805, cims@novo.dk