nyhed

Forskere vil eksperimentere med formidling af forskning

Forskere vil eksperimentere med formidling af forskning

To AAU-forskere vil gennem et nyt netværk undersøge, hvordan forskning kan gøres tilgængelig for folk uden for den akademiske verden som fx håndværkere, sundhedspersonale, beslutningstagere og andre aktører, der arbejder i det felt, forskningen berører.

Lektor Charlotte Wegener fra Institut for Kommunikation og Psykologi og lektor Ninna Meier fra Institut for Sociologi og Socialt Arbejde har de seneste år sammen med kollegaer i de nordiske lande arbejdet med, hvordan forskning bedst formidles til forskellige målgrupper, og dette projekt fortsætter de i de kommende år gennem en række skriveaktiviteter i Finland, Norge, Sverige og Danmark.

De to AAU-forskere har nemlig modtaget 409.000 svenske kroner fra den nordiske sammenslutning af humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsråd, NOS-HS, til det nye projekt ”Open writing: The missing link on the open science agenda”, der handler om at skabe et nordisk forskningsnetværk med fokus på formidling af forskning.
 

Samarbejde med UCN

Netværkets planlagte workshops vil i den forbindelse fokusere på det at skrive som middel til at styrke samarbejdet mellem forskere og forskningens interessenter og samtidig frembringe forskningsresultater, der har relevans for forskningens forskellige målgrupper.

- Vi skal sammen undersøge, hvordan vi kan lave forskningsformidling, som fx en bygningskonstruktør, en pædagog eller en radiograf har tid og lyst til at sætte sig ind i, fortæller Charlotte Wegener og fortsætter: 

- Det er vigtigt at sikre, at vores forskning ikke lukker sig om sig selv og kun henvender sig til nogen, der ligner os selv. Den traditionelle forskningsartikel er i form og indhold svært tilgængelig for mange, og det er derfor afgørende, at vi skriver på måder og i formater, der henvender sig mere direkte til de målgrupper, som forskningen er udført sammen med, og som gerne skulle have glæde af forskningen i udviklingen af deres praksis.

I den del af netværksaktiviteterne, der er forankret i Aalborg, vil forskerne arbejde sammen med forskere fra UCN, som har lanceret et nyt online tidsskrift, der henvender sig til praktikere inden for UCN’s uddannelsesområder.

Fakta:

- Projekttet ”Open writing: The missing link on the open science agenda” løber til slutningen af 2019
- Projektet har modtaget en bevilling på 409.000 svenske kroner fra The Joint Committee for Nordic research councils in the Humanities and Social Sciences (NOS-HS)
- Ud over de to AAU-forskere deltager forskere fra Sverige, Norge og Finland også i projektet.

For yderligere information kontakt:

Charlotte Wegener på telefon: 3045 8582 eller på e-mail: cw@id.aau.dk