nyhed

Forskerhold skal udvikle metoder til at evaluere åben forskning

Forskerhold skal udvikle metoder til at evaluere åben forskning

Der er i dag større krav til, at både forskningen og dens resultater er tilgængelige for alle. Men det har samtidig skabt behov for nye måder at måle og veje forskningen på. I et nyt projekt vil et dansk forskerhold udvikle redskaber, der i fremtiden kan følge forskningens udvikling og dens gennemslagskraft i samfundet.

Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek har bevilget 5,5 millioner kroner i støtte til et nyt forskningsprojekt, OPERA (OPEn Research Analytics), som skal levere indsigt, erfaringer, kompetencer og analytiske redskaber, der indfanger centrale aspekter ved forskningspublicering, forskningssamarbejde, forskningsnetværk og forskningskommunikation på tværs af videnskabelige hovedområder. Målet med projektet er at sikre, at biblioteker og forskningsanalyseenheder i højere grad kan gøre sig gældende som professionelle og kompetente samarbejdspartnere for ledelser og administration på universiteterne.

I OPERA indgår en række centrale danske forskere fra Aalborg Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Københavns Universitet, Aarhus Universitet og Det Kongelige Bibliotek samt internationale samarbejdspartnere inden for forskningsevaluering. Professor mso David Budtz Pedersen fra Institut for Kommunikation og Psykologi på Aalborg Universitet deltager i projektet og er ikke i tvivl om, at forskningsanalyser er afgørende for at kunne planlægge god forskning og effektfuld innovation i fremtiden.

- Traditionelt er det lukkede databaser og kommercielle leverandører, der har dannet udgangspunkt for scientometriske analyser, men de klassiske målemetoder bliver udfordret af ønsket om Open Science og af de mange nye analytiske redskaber, der spirer frem som følge af digitalisering og algoritmeudvikling, fx i form af datavisualisering.

Fakta

- Projektet OPERA (OPEn Research Analytics) er blevet til i samarbejde mellem Danmarks Tekniske Universitet (Kontoret for Forskningsanalyser), Aalborg Universitet (Humanomics Research Centre og Universitetsbiblioteket) og Det Kongelige Bibliotek (Københavns Universitet/Aarhus Universitet)
- Projektet har modtaget 5,5 mio. kr. i støtte fra Danmarks Elektroniske Forskningsbibliotek (DEFF)
- Fra Aalborg Universitet deltager professor mso David Budtz Pedersen, professor Birger Larsen, professor Marianne Lykke og postdoc Rolf Hvidtfeldt fra Institut for Kommunikation og Psykologi.

For yderligere information kontakt:

Professor mso David Budtz Pedersen på e-mail: davidp@hum.aau.dk eller på telefon: 3029 2974