nyhed

Hidtil største kortlægning af bivirkninger ved brug af antibiotika

Hidtil største kortlægning af bivirkninger ved brug af antibiotika

Forsker fra Aalborg Universitet har gennemanalyseret den videnskabelige litteratur omkring bivirkninger ved en bestemt klasse af antibiotika. Resultatet stiller læger bedre, når de skal beslutte, om det giver mening at behandle en patient med en antibiotikakur

Når en læge i Danmark sætter en patient i behandling for en lungebetændelse, underlivsbetændelse eller sågar akne, ender lægen undertiden med at skrive en recept på et bredspektret antibiotikum af typen makrolider.

Makrolider kan ligesom alle andre former for medicin være forbundet med risiko for at få bivirkninger, og nu har en forsker på Aalborg Universitet (AAU) i samarbejde med en gruppe forskere fra Australien samlet alle studier af høj kvalitet på området og skrevet et af de prestigefyldte Cochrane Reviews om deres fund.

- Reviewet kan danne grundlag for nogle af de overvejelser, en læge skal have i forbindelse med udstedelse af recepter på makrolider, og desuden er læger nu bedre rustet til at tale med deres patienter om mulige bivirkninger, forklarer læge og lektor Malene Plejdrup Hansen fra Center for Almen Medicin ved AAU.

183 studier inkluderet i undersøgelse

I reviewet har Malene Plejdrup Hansen med kollegaer møjsommeligt gennemanalyseret 183 såkaldte randomiserede, placebo-kontrollerede studier, hvor forskere har testet en kontrolgruppe op imod en gruppe af patienter behandlet med en af de fire mest hyppigst anvendte typer af makrolider. Randomiserede, placebo-kontrollerede studier er den højeste kvalitet af videnskabelige studier.

Størstedelen af studierne rapporterede om bivirkninger, og det var primært mavetarm-gener, eksempelvis kvalme, opkast, ondt i maven og diarré, som hyppigere blev rapporteret blandt personer i behandling med makrolider end i kontrolgrupperne.

Alle de inkluderede studier fokuserede primært på effekten af antibiotika til en given sygdom, og derfor var der stor variation i kvaliteten af afrapporteringen af bivirkninger. Eksempelvis rapporterer ganske mange om mavetarmproblemer, mens kun ganske få beskriver bivirkninger som høretab og smagsforstyrrelser.

- I stedet for at have alle disse informationer spredt ud på forskellige studier er det nu alt sammen samlet og på den måde lettere tilgængeligt for lægerne, fortæller Malene Plejdrup Hansen.

Danner bedre beslutningsgrundlag for medicinering

Formålet med det nye Cochrane Review er at give læger et værktøj til at kunne opveje fordele mod ulemper, når de påtænker at give en patient en antibiotikabehandling med makrolider. Samtidig kan de bedre informere patienterne, så de også kan inkluderes i beslutningsprocessen.

Malene Plejdrup Hansen fortæller, at rigtig mange patienter overvurderer effekten af antibiotika og undervurderer bivirkningerne. Faktisk forkorter antibiotika ofte kun sygdomsperioden med en enkelt dag ved mange luftvejsinfektioner.

- Det skal patienter have for øje, når de sammen med deres læge skal beslutte sig for, om risikoen for bivirkninger står mål med behandlingen, siger hun.

Gruppen bag det store review om makrolider har også lavet et opsamlingsværk over bivirkninger ved brugen af to andre antibiotikatyper, nemlig amoxicillin og cephalosporiner.

 

Informationer

Du kan finde det omtalte Cochrane Review her: https://www.cochranelibrary.com/cdsr/doi/10.1002/14651858.CD011825.pub2/full

 

Kontakt

Lektor Malene Plejdrup Hansen, Center for Almen Medicin, Klinisk Institut, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, AAU, 81 13 70 10, mph@dcm.aau.dk